muted

Hvorfor druknede Jonatan?

28. august 2017 En mand midt i 20'erne er mandag fundet druknet i vandkanten ved Sletterhage Fyr. Det oplyser Østjyllands Politi. Manden er blevet identificeret, og de pårørende er underrettet. Vagtchef Christian Riis fortæller, at intet tyder på, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet - Der er efter alt at dømme tale om ulykkelige omstændigheder, siger han. ---- Dette er historien om, hvad der virkelig skete.

muted
Natten til søndag den 27. august 2017

Kapitel 1: Natteløberen

Han er i form. I mere end god form. Fødderne bevæger sig let hen over gruset. I timevis løber han, selv om det er nat. Men månen lyser. Det er nok for ham.

muted

På Helgenæs føler han sig hjemme. Det har han altid gjort. Det var her, hans liv startede, da hans mor blev gravid for 25 år siden. Og det er her, hans liv om lidt vil slutte.

Om natten, mens han løber, sover hans mor, Linda Heide Ottosen, trygt inde i Aarhus. Hun har hjernerystelse efter en arbejdsskade og lider af migræne. Og af evig bekymring for ham.

muted

Da de tidligere på dagen sad i bilen på vej ud til Djursland, gav hun ham en ny oplader til mobilen. "Det er vigtigt, at jeg kan ringe til dig,” sagde hun insisterende: ”Jeg vil gerne vide, hvor du er, og hvad du laver.” ”Ja, ja, mor - jeg skal nok tage min medicin. Og jeg skal nok kun svømme langs kysten, hvis jeg bader,” svarede han.

De var kørt ud til Gomde - et buddhistisk meditationscenter - der ligger i Esby på Helgenæs. Et sted, som de begge holder af. Han er buddhist og føler, at meditationen giver ham ro i kroppen. Ro til at styre de tanker, som han har kæmpet med i flere år.

I den tibetanske forskole forventes det, at man laver et særligt glidefald 111.111 gange. Det er et tegn på hengivelse, og det renser sindet.

Han har lavet over 111.111 glidefald på bare et år. Bukket sig ned på hug, lagt hænderne på jorden og gledet fremad til han ligger udstrakt på jorden.

Rejst sig og gentaget bevægelsen, indtil han havde røde mærker på knæ og i panden.

På Gomde blev der slået på gong gongen til årets sidste lørdagsmeditation, da de stod ud af bilen. De gav hinanden et knus.

Han lagde sin sovepose og sin rygsæk med løbetøjet og mobiltelefonen ind i en ledig køje i sovesalen.

muted

Ved aftenstid, da alle havde spist, var han trukket i løbetøjet. Løbet hele natten. Og svømmet i havet for at køle sig ned. Det har han gjort meget de seneste mange år. Taget løbetøjet på og bevæget sig ud under fri himmel for at skabe ro i kroppen. Nogle gange er minutter blevet til timer. Den ene fod er blevet sat foran den anden, indtil skosålerne i de grå kondisko var fulde af blod. Fordi tåneglene faldt af. Han kan ikke stoppe, når han først er i gang. Tankerne vil ikke lade ham stoppe. Heller ikke selv om benene svulmer op, og føddernes hud gnides af.

Nogle gange har hans mor måtte drage ud i skovene og lede efter ham, fordi han ikke kunne stoppe med løbe. Meldt til politiet, at han var forsvundet. Men hun har altid fundet ham. Eller politiet har.

Løbeskoene er også denne nat fulde af blod.

Men hvilken skade kan det gøre at svømme?

Når han er i vandet, føler han sig sat fri. Han føler sig helt sig selv.

Hans tanker opfordrer ham til at svømme videre.

 
Søndag den 27. august

Klokken er 11.40 søndag, da han vender tilbage til Gomde. Han sætter sig på en bænk og sludrer med en af de andre kursister, men har stadig glemt alt om sin mobiltelefon.

Uroen roterer stadig i Jonatans krop. Han får lyst til at bevæge sig igen. Det er nu mange timer siden, at han sidst har fået noget at spise eller drikke, men det tænker han ikke over. Søndag eftermiddag ser en nabo Jonatan gå ned ad stien mod Esby Strand mod badebroen. Det er sidste gang, at Jonatan Heide Becker er set i live.

muted
Mandag den 28. august

Kapitel 2: Eftersøgningen

Det er mandag eftermiddag. Det er dagen efter, at Jonatan Heide Becker sidst trådte ud i havet. Solen skinner over Helgenæs. Der er drivende skyer, og vinden er svag. En midaldrende mand har parkeret bilen for tage sit fiskegrej med ned til Lusehage. Det er perfekt vejr til en fridag.

Fra p-pladsen går han mod vandet. Han leder efter en sti, der ikke er alt for stejl. Skubber gærdet til marken med køer op og går langs skrænten. En pludselig indskydelse får ham til at vælge en lille sti mod vandet i stedet for at fortsætte til Lushage.

Og dér … mellem to grønne sten ligger en dreng på maven i vandet med ansigtet nedad. Han er nøgen. Armene flyder over hovedet, og hænderne er åbne. Den chokerede fisker ringer først 112 og bagefter til sin kone.

muted

Mens de taler sammen, kommer bølgerne fra hurtigfærgen rullende ind og truer med at trække drengen med sig ud. Fiskeren løber ud i vandet og hiver drengen ind til land.

Den døde person har et armbåndsur om sit håndled. Trods havvand, og selv om drengen har ligget i brændingen, tikker uret stadig. Tiden er ikke gået i stå.

 

Jonatans mor, Linda Heide Ottosen befinder sig få kilometer derfra. Hun har ledt i timevis, men forgæves. Hun har ringet til politiet for at efterlyse sin søn, og hun har også ringet til det psykiatriske hospital i Risskov for at sige til dem, at deres vurdering var forkert. Det var en fejl at udskrive Jonatan.

Men Linda Heide Becker føler også selv, at hun har fejlet. Hun burde have taget ham hjem. Han havde ikke selv et hjem, men hun havde stolet på lægernes ord om, at han sagtens kunne klare at være på egen hånd på Gomde. Hun havde været i syv sind. Men hun var træt og havde brug for ro på grund af sin hjernerystelse. Derfor valgte hun for en gangs skyld at stole på andres vurdering i stedet for sin egen. Telefonen ringer…. ”Er din søn 20 år og har lyst hår?” spørger stemmen i røret. Lindas hjerne fryser. ”Nej, min søn er ældre,” siger hun tøvende. Og kommer i tanke om, at Jonatan er så tynd, at han kan se yngre ud, end han er.

Damen i røret siger, at Linda skal blive, hvor hun er. Der er blevet fundet en ung mand, og politiets indsatsleder vil ringe til hende. ”Er han død?” spørger Linda. Hun kan ikke få luft. Hendes mund er tør.

I sine 33 år i Østjyllands Politi har indsatsleder Frank Hovgesen prøvet lidt af hvert. Han er hårdhudet. Og alligevel ikke. Selv efter alle disse år påvirker det ham at se unge, der er døde. Han vender drengen rundt. En knægt på alder med Frank Hovgesens egne børn. Der er ingen usædvanlige skader. Han skaffer et billede af Jonatan Heide Becker, og der er ingen tvivl. Det ér ham.

Frank Hovgesen er ikke uvant med at møde psykiatriske patienter i sit arbejde. Når de er psykotiske og ikke vil indlægges eller har gjort forfærdelige ting. Han ringer til Linda Heide Ottosen og beder hende møde ham på en grusvej ved stranden. ”Det er Jonatan. Han er død, og der er ingen grund til, at du skal identificere ham,” siger han, da de står overfor hinanden.

En politikvinde kører Linda Heide Ottosen hjem i hendes bil til Aarhus. Linda ringer til sin datter, 23-årige Mette, der lige har fået fri fra arbejde, og bryder sammen hjemme i lejligheden. Linda ringer også ud til afdelingen, hvor Jonatan blev udskrevet fra på det psykiatriske hospital i Risskov. Hun kan ikke lade være.

Hun får fat i en plejer og fortæller, at Jonatan er død. Druknet. Hun kender tilfældigvis plejeren fra Jonatans indlæggelser, og hun kan mærke, at han bliver ked af det. ”Jeg ved godt, at I har gjort det så godt, I kunne, men jeg ved også, at I er pressede på personale, og jeg ved, at det er svært at arbejde under de vilkår, men Jonatan var glad for at være hos jer,” siger hun i telefonen. Selv om det er en sandhed med modifikationer.

 

Mandag aften fyldes lejligheden af venner, familie og bekendte. Linda sms’er til Jonatans venner og fortæller, at hendes søn er død. Hun mærker, at der er flere, der omtaler Jonatans død som et selvmord. Det gør hende vred. Der står ikke et eneste sted i Jonatans journal, at han var selvmorderisk.

Han kunne ikke tage ansvar for sig selv og sine handlinger, men han var ikke selvmorderisk. Han var jo buddhist – og ved folk ikke, at det ville ødelægge hans reinkarnation?, tænker hun.

Og midt i al tankemylderet rammer en tanke hende som et slag i mellemgulvet:

At det virker nemmere for folk at tro, at Jonatan har valgt at slå sig selv ihjel, end det, hun mener, er sandheden: At den manglende hjælp til Jonatan slog ham ihjel. 

 

Samme aften går Linda, hendes søster og datteren Mette ned til kapellet på sygehuset på Nørrebrogade i Aarhus og beder en buddhistisk bøn over Jonatan.

Hans armbåndsur går stadig.

 

Kapitel 3: Jeg er Jonatan

Hvem var han – den 25-årige mand, der mandag den 28. august skyllede i land ved Helgenæs?

 

”Hvis Jonatan havde levet under besættelsen, ville han have givet alle sine rationeringsmærker væk til nogen, der trængte mere end han selv gjorde,” siger Lasse Thomsen, der var ven med Jonatan. Alle andre, der kendte ham, fortæller lignende historier.
 

Der er en Jonatan Heide Becker før og efter 7. klasse. Som barn er han mild og venlig. Sørger altid for at lillesøster Mette har det godt. I skolen har han mange kammerater og er hurtig til at læse og regne. Alligevel er der noget ved hans adfærd, som vækker bekymring.

I 2. klasse bliver Jonatan undersøgt. Børnepsykiatrisk Center slår fast, at han er et barn med overbliksvanskeligheder.

”Han var lidt forvirrende for dem, da han umiddelbart virkede som et barn på 12, fordi han var så sprogligt velbegavet. Men samtidig havde han et overblik som et treårigt barn, så det hang ikke rigtigt sammen,” husker hans mor, Linda. På trods af sine overbliksvanskeligheder klarer Jonatan sig fortsat fint, men i 7. klasse begynder noget at gå skævt. Han trækker sig mere og mere ind i sig selv

 

Linda Heide Ottosen og ægtemanden Uffe Becker er blevet skilt, og Jonatan opsøger i stigende grad sin far, der er maler og arbejder på skæve tidspunkter af døgnet til den buldrende lyd fra fjernsynet. Jonatan lukker sig inde på et lille værelse, spiller computerspil og får ikke færdiggjort de sidste tre år i folkeskolen.

Han bliver diagnosticeret med ADD og social angst. Mens årene går, render hans mor, Linda, forgæves systemet på dørene. Til sidst skriver hun i desperation direkte til formanden for Aarhus Kommunes børne - og udvalg og får omsider hjælp i form af en stor varm pædagog.

Han lirker døren til Jonatans værelse op - stikker hovedet ind igennem dørsprækken og siger: ”Jeg ved godt, at jeg ikke er pæn. Men jeg er rar!” Lukker døren og går igen. De korte besøg, hvor pædagogen banker på og langsomt bliver lukket ind i Jonatans liv, bliver længere og længere. Den dag, det lykkes ham at lokke Jonatan med ud på en gåtur i dagslys, ånder både Uffe og Linda lettet op.

Jonatan kommer på en socialpsykiatrisk behandlingsinstitution for unge. Her tager han sin 9. klasse med udmærkede karakterer på trods af sine mange års fravær fra skolen. Han maler. Og får en ven for livet.

Hans Juhani Pedersen er pædagog og arbejder på Jonatans institution. De kan begge lide at løbe – og Hans Juhani Pedersen bliver hurtigt knyttet til den lyshårede, alt for høflige og omsorgsfulde dreng.

”Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Jeg har de sidste mange år arbejdet et væld af steder – både i psykiatrien og på bosteder, og Jonatan er den eneste, jeg har taget med ind i mit liv.”

”Jeg tænker tit på, at Jonatan er den fyr, jeg har kendt, der har været mest igennem diagnose-karrusellen. Han havde social fobi, men ikke alle de andre diagnoser. De ændrede sig hele tiden, mens han blev stopfordret med alle den slags afhængighedsskabende piller, som går for gode penge nede i Mølleparken.” Hans Juhani Pedersen, pædagog

I 2013 er Jonatan veltrænet og har smidt sin medicin - i Hans Juhani Pedersens optik en succeshistorie for bostedet. De løber et marathon sammen i Berlin. ”Han var sådan en, hvor man tænkte, at han ville få et godt liv. Med et job og en familie. Total solstrålehistorie for os – vi gik og sagde til hinanden: Det er en god historie med ham Jonatan.”

Jonatan er begyndt at dyrke buddhismen og kommer en del på meditationscenteret Gomde på Helgenæs, hvor han også møder Lasse Thomsen. De to bliver venner, og da Lasse nogle år senere rejser til Nepal, tager Jonatan med.

 

Men da vejene skilles for de to venner, går det galt. Jonatan skal videre til Indien for at fortsætte rejsen med sin lillesøster og er i et par dage overladt til sig selv. Han møder en mand, der tager stoffer, og som fortæller, at de hjælper ham med at se Gud. Jonatan lader sig lokke, og da han få dage senere møder sin søster, er alt forandret.

 

Tilbage i Danmark ryger Jonatan ud i et frit fald. Han dyrker stadig sin buddhisme og kommer på det buddhistiske center på Helgenæs. Men noget er helt forandret

 

Jonatan bliver en svingdørspatient med diagnosen bipolar på psykiatrisk afdeling. Han bliver indlagt igen og igen og udskrevet gang på gang uden at være rask. Indimellem bor han hjemme hos sin mor, der bruger det meste af sin fritid på at passe på sin søn, lede efter ham eller efterlyse ham, når han igen er forsvundet på en løbetur.

 

 

 

I det meste af 2017 har Jonatan Heide Becker været indlagt i perioder på det psykiatriske hospital i Risskov. 

I hans journal skriver lægerne i slutningen af juni:

”Psykotisk, svær katatonisk, kan ikke sidde men står på et ben, spiser nedsat grundet hallucinationer, har svært ved at gå på toilettet og laver afføring i gården. Styret formodentlig af stemmer. Ses talende med sig selv. Kan ikke tage medicin. Kan løbe i mange timer med skade på fødder, vekslende at stå stille i mange timer i træk. Hans helbred kan tage varig skade.”
 

 

Denne sommer - kort før sin død - får Jonatan endnu en diagnose af lægerne. Skizoaffektiv psykose. Men da hans mor vil tale med ham om det, nægter han. ”Jeg er ikke en sygdom. Jeg er Jonatan!”, siger han.

Kapitel 4: Risskov Strand 18. juli 2017

Den 18. juli 2017 har Jonatan været indlagt halvanden måned på det psykiatriske hospital i Risskov.

Han er ikke god til at overholde tidsfristerne på sine udgange. Men denne dag får han lov til at gå en halv time uden ledsager, men sammen med vennen Sørn Strand-Jensen, der også er indlagt.

muted

Jonatan foreslår, at de skal svømme, men Sørn vil ikke og sætter sig på en bænk. Jonatan lægger sit tøj og går i vandet. Han kan bedst lide at bade nøgen. Sørn kigger ned på sin mobil, og da han lidt efter ser op, kan han ikke længere se sin ven.

muted

Sørn bliver panisk, men heldigvis kommer en mand med en kikkert tilfældigt forbi. De får øje på Jonatan en halv kilometer ude i bugten. De råber til ham, så højt de kan, at han skal vende om. Men Jonatan er alt for langt ude og hører det ikke.

muted

Sørn ringer 112, og Østjyllands Brandvæsen sender vogne afsted til stranden. Redningsfolkene mener, at det er bedst at hente ham ind og sætter derfor en gummibåd i vandet. De kalder på ham, men Jonatan reagerer stadig ikke på råbene.

muted

Med sig i gummibåden har redningsfolkene en megafon, som de bruger. Først da vender Jonatan om. De hiver ham op i båden. Da han kommer i land, har Sørn lyst til at sige noget. Han gør det ikke. Han ser bare bekymret på Jonatans blå læber. Kroppen ryster.

Kapitel 5: Udskrevet til gaden

Linda Heide Ottosen sidder i sit køkken. Hun sover dårligt om natten. En tanke holder hende vågen. ”Det er min skyld, at Jonatan døde. Jeg burde have taget ham hjem, selv om jeg ikke selv var rask.”

muted

Ti dage før Jonatan Heide Becker bliver udskrevet, er der møde mellem det psykiatriske hospital i Risskov og Aarhus Kom