Korshærsleder: "Vi er skraldespanden i systemet"
Flere forsorgshjem og varmestuer oplever et pres fra psykisk syge, som har brug for behandling, men som bliver udskrevet til gaden. Det samme gør politiet, som oftere bliver kaldt ud for at hjælpe
Døgnvarmestuen i Aarhus.
- Vi er det sidste sted. Det sidste sted hvis man ikke har lyst til at sove på gaden, fortæller Niels Bjørnø, som er leder af Kirkens Korshær i Aarhus.
Her kommer de udsatte for at få tag over hovedet, en kop kaffe eller et hvil i ro og mag. Her er en lille café, hvor man kan købe en sandwich til et beskedent beløb eller en kop kaffe.
Læs også
- Der er ingen tvivl om, at vi bruger mere tid på de gæster, der kommer med psykiske sygdomme - det tager mere energi fra medarbejderne og det går udover andre.
Her oplever de at flere kommer med større psykiske problemer, end de kan hjælpe med.
- Vi oplever i hvert fald et problem med, at de bliver meget hurtigt udskrevet fra psykiatrien. Og så kommer de herned i døgnvarmestuen. Det er det nemmeste sted at gå ned, hvis man bliver udskrevet til gaden, fordi der ikke er registrering, her kan man bare komme ned, som man er, siger Niels Bjørnø.
Går ud over mennesker hver eneste dag
Når psykisk syge bliver udskrevet fra psykiatrien, er de officielt færdigbehandlet.
- Vores oplevelser er, at de absolut ikke er færdigbehandlede.
Læs også
En rundringning til forsorgshjem rundt omkring i kommunen viser, at de også oplever presset fra psykisk syge patienter, som har brug for professionel behandling. Forskellen på forsorgshjem og varmestuer er, at på et forsorgshjem bestemmer lederen, hvem man tager ind.
Varmestuer er for alle, som kan komme ind helt anonymt.
- Det går ud over mennesker hver eneste dag. Der er mennesker, der lever helt nede på bunden af samfundet i armod og problemer, som vi kunne være meget bedre til at løse i fællesskab, siger Niels Bjørnø.
Stigende behov for hjælp fra politiet
Østjyllands Politi oplever, at de oftere bliver kaldt ud til problemer med psykisk syge.
Læs også
- Vi får flere opkald, hvor vi bliver kaldt ud til det kan være en åben plads eller hos private hjem, hvor der er udfordringer med psykisk syge, der enten er højtråbende eller aggressive eller på anden måde har brug for, at vi kommer og assisterer som politi, siger Jesper Bøjgaard Madsen, politiinspektør, Østjyllands Politi.
Stikprøver viser, at der er et stigende behov for politiets hjælp i forbindelse med selvmordstruede borgere, som enten truer med, eller har forsøgt, at begå selvmord. Hændelser vedrørende selvmordstruede psykisk syge er næsten fordoblet fra 2014 til 2016. Det viser rapporten ”Lokalstrategisk Analyse”, lavet af Østjyllands Politi.
Heino Kegel er formand for Østjyllands Politiforening. Her går snakken også om det stigende pres.
- Mine kollegaer fortæller, at vi oftere og oftere bliver kaldt til forsorgshjem og herberger, hvor der er en psykisk syg, som de ikke kan håndtere. De er jo hverken uddannede eller indrettede til at håndtere den gruppe mennesker, der har det så skidt, siger Heino Kegel.
Læs også
Det er begrænset, hvad politiet kan gøre med de psykisk syge, hvis de er udskrevet fra den psykiatriske afdeling. For så er de færdigbehandlet eller i behandling, som ikke kræver indlæggelse.
- Det kan sætte folk i detentionen – men det er jo ikke det rigtige sted for dem, så kører vi dem ud på Psyk. Vi kører også i stigende grad ud til de farlige psykisk syge – dem, der enten er farlige for os eller dem selv, og skal tvangsindlægges igen, siger Heino Kegel, formand for Østjyllands Politiforening.
Skraldespanden i systemet
På døgnvarmestuen hos Kirkens Korshær i Aarhus kan de ikke tage vare på psykisk syge, som har brug for behandling og som er udadreagerende – især hvis det er psykisk syge, som også har et misbrugsproblem.
- Vi oplever, at der er mange, der ender her aften og weekend, og som ikke har andre steder at være, siger Korshærsleder Niels Bjørnø.
Hvorfor tror du, de ender her?
- Det kan jeg have svært ved at udtale mig om, men ligesom alle andre, så vil psykiatrien vel også gerne have en god weekend også.
Hvis personerne ikke kan være på varmestuer eller forsorgshjem, ender de på gaden. Niels Bjørnø håber, at samarbejdet mellem Region Midtjylland, som har ansvaret for psykiatrien, og de tilbud der er i kommunen, bliver bedre.
- Det er bare en rigtig svær problematik. Om det handler om for få ressourcer eller om det handler om, at vi er for dårlige til at samarbejde. Måske er det begge dele. Det tror jeg, det er, siger Niels Bjørnø.
Men som det er nu, så føler de her på døgnvarmestuen, at de psykisk syge, som stadig har brug for professionel behandling bliver overladt til dem selv.
- Det er som om, der ikke er tid til at få kigget ordentligt på den syge og få lavet en ordentlig helhedsorienteret behandling. Og der står vi og er skraldespanden i systemet, slutter Niels Bjørnø.
Se mere i indslaget øverst i artiklen.
I aften 19.30 på TV2 ØSTJYLLAND kan du høre, hvad regionsrådsmedlem Henrik Gottlieb Hansen fra Socialdemokratiet og Aarhus-rådmand Thomas Medom (SF) vil gøre ved problemerne med hjælpen til psykisk syge.