Trods vildt comeback: AGF færdig i pokalturneringen
AaB er efter en 3-2-sejr hjemme over AGF klar til pokalfinalen, hvor nordjyderne møder Sønderjyske.
AaB er klar til dette års pokalfinale i Sydbank Pokalen, efter at nordjyderne hjemme slog AGF med 3-2 onsdag aften efter i et dramatisk opgør.
AaB var især stærke lige inden og lige efter pausen, hvor holdet lavede dødsstødet med tre mål mellem det 36. og 54. minut.
Nordjyderne var alligevel tæt på at smide 3-0-føringen, da gæsterne reducerede to gange til sidst. AaB endte dog med at revanchere det 2-3-nederlag, klubben led i søndagens superligakamp mod selvsamme AGF.
Med AaB-sejren står det klart, at nordjyderne skal møde Sønderjyske i pokalfinalen 1. juli på Blue Water Arena i Esbjerg. Sønderjyske slog AC Horsens 2-1 i onsdagens anden semifinale.
Kampen i Aalborg startede nervøst og rodet, men AaB virkede dog til at have bedre styr på den AGF-offensiv, der drev gæk med nordjyderne søndag.
Efter 36 minutter tog hjemmeholdet føringen. William Eskelinen i AGF-målet lavede en skidt clearing, og efter flotte AaB-kombinationer kunne Iver Fossum sparke bolden ind til 1-0.
Afbrænder blev dyr for AGF
AGF skulle have udlignet fem minutter efter. Patrick Olsen mistede bolden som sidste mand efter et hjørnespark, og den tilbagevendte Mustapha Bundu løb helt alene mod mål fra midten.
Bundu blev dog pillet af Andreas Hansen i AaB-målet, og angriberen virkede generelt tynget af den småskade, der holdte ham ude i søndagens opgør. Bundu blev desuden udskiftet i pausen efter en svag indsats.
Afbrænderen blev dyr for AGF, da ondt blev værre fem minutter efter pausen. Kristoffer Pallesen slog et perfekt indlæg til AaB-anfører Lucas Andersen, der flot flugtede bolden ind til 2-0.
AGF satsede i jagten på en reducering, men i stedet fik aarhusianerne ørene i AaB's kontramaskine. Efter 54 minutter kom Iver Fossum nemlig igen på tavlen med scoringen til 3-0, og minuttet efter var han millimeter fra at lave hattrick.
Herefter virkede kampen reelt afgjort, men AGF var ikke begravet. Først reducerede Bror Blume med et kvarter igen, og spændingen skulle blive maksimal.
Nicklas Helenius reducerede til 2-3 i sidste minut, men det lykkedes AaB at ride stormen af og afværge forlænget spilletid.
Derfor kunne jublen bryde ud hos de lidt over 200 nordjyder, der havde fået lov til at overvære kampen.
AaB har nu muligheden for at vinde klubbens fjerde pokaltitel. AaB vandt senest pokalturneringen i 2014, hvor klubben også blev dansk mester.