Politi har identificeret efterlyst mand fra knivstikkeri i indkøbscenter
Østjyllands Politi har nu fundet gerningsmanden bag et knivstikkeri i Storcenter Nord i Aarhus i udlandet.
Opdatering
Fredag eftermiddag oplyser Østjyllands Politi, at de har identificeret den efterlyste mand, som de formoder befinder sig i udlandet. I samme ombæring har politiet bedt medier om at slette billeder, video og signalement af manden. Derfor fremgår billeder, video og signalement ikke længere af denne artikel.
Et butikstyveri udviklede sig voldsomt onsdag eftermiddag i Storcenter Nord i Aarhus.
En vagt ville tilbageholde tyven i storcentrets p-kælder, og det fik situationen til at eskalere.
- Han bliver aggressiv og tager halsgreb på vagten, og da der kommer et vidne til, stikker han vedkommende i maven med en kniv, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
I går efterlyste vi gerningsmanden til et knivstikkeri i Storcenter Nord i Aarhus. Vi har nu fået identificeret manden, som vi formoder opholder sig i udlandet, hvor vi forsøger at finde frem til ham. Vi har nu slettet video og signalement og beder medier gøre det samme #politidk pic.twitter.com/tJC6hMQNNp
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) January 31, 2020
Hverken vagten eller vidnet kom alvorligt til skade, men politiet vil meget gerne have hurtigt fat i gerningsmanden, og derfor offentliggør de nu en overvågningsvideo af ham, som er optaget kort før knivstikkeriet.
- Hvis nogen kan genkende ham, så hører politiet meget gerne fra dem, siger Jakob Christiansen.
Efter knivstikkeriet stak gerningsmanden af i bil sammen med en kvinde. Politiet formoder, at de kørte fra stedet i en sølvfarvet Kia Sorento. Bilen er tysk indregistreret med nummerpladen BWD1598.
Oplysninger om personerne eller bilen kan gives til politiet på telefon 114.