Udsigt til massiv kø på motorvej i timevis efter uheld
Et uheld på motorvej E45 vest for Aarhus spærrede fredag eftermiddag vejen i nordgående retning. Der er genåbnet, men det forventes, at der er kø længe endnu.
Opdateret: Omkring kl. 17.30 er køen afviklet, og trafikken er normal igen.
Der er flere kilometer kø på motorvejen vest for Aarhus fredag eftermiddag efter et uheld. E45 har været helt spærret i nordgående retning, og selvom der nu er genåbnet, er der fortsat stillestående trafik.
Køen starter allerede ved afkørslen Aarhus Syd.
- Vi råder folk til at finde alternative ruter og eksempelvis dreje fra ved Aarhus Syd. Der er lige nu massiv kø, og på et tidspunkt var der faktisk det i begge retninger, siger den vagthavende hos Vejdirektoratet, Britt Osted Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
I sydgående retning er der fortsat lidt kø, da bilisterne omkring uheldsstedet sænker farten.
- Der er tale om en såkaldt kiggekø, men den er aftagende, siger Britt Osted Nielsen.
Motorvejen er nu fuld farbar men der er stadig massiv kø. #dktrafikinfo https://t.co/qnfeyrv7fi
— Vejdirektoratet Trafikinfo (@VDTrafikinfo) February 28, 2020
Der forventes først normal trafik først på aftenen, lyder det fra Vejdirektoratet.
Uheldet er helt præcist sket midt mellem afkørslerne Aarhus V og Tilst, og så strækker køen sig altså en del kilometer længere sydfra.
Østjyllands Politi oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at ingen personer kom noget til i uheldet.