Skoleelever får del i Tivolis julelys
Når Tivoli meget snart præsenterer deres årlige julebelysning, så har en gruppe elever fra Vorrevangskolen faktisk andel i det. For onsdag fik en klasse besøg af Google, der lærte dem at programmere med udgangspunkt i opgaven at kreere julelyset.
- For eleverne er det en kæmpe mulighed, at de får lov til at programmere noget, som de efterfølgende kan se ude i virkeligheden, forklarer lærer Helle Borum Nørsøller.
Hun fortæller, at de fleste af eleverne på forhånd var meget grønne inden for feltet programmering, så alt var meget nyt under det spændende besøg.
- De får først og fremmest en hel basal viden om, at når de programmere noget her, så er der altså ting, som reagerer på, hvad de har gjort, siger Helle Borum Nørsøller.
Vækker interessen for teknologi
Det var da også en flok meget interesserede elever, der fordybede sig i programmering.
- Fra Googles side har der da helt sikkert også været et formål i at øge kendskabet til programmet Scratch, som eleverne bliver undervist i, siger Helle Borum Nørsøller, der bliver suppleret af Lisa O?Brien fra netop Scratch Foundation:
- Vi vil gerne vise eleverne, at de kan være med til at skabe ting, og vise dem hvilke muligheder der findes i vores program.
Et sekundært mål med besøget har med stor sandsynlighed også været at promovere sig selv og i sidste ende tiltrække nye dygtige programmører, som man fanger i en ung alder.
Ifølge brandchef hos Google i Norden, Peter Füle, estimerer EU nemlig, at der i 2020 kommer til at mangle 900.000 personer med digitale færdigheder, hvis væksten på området fortsætter.
Se et indslag om besøget øverst. Vi skal lige gøre opmærksom på, at interviewet med Lisa O'Brien ikke er tekstet.