Rekordvarm januar: Nu står butik tilbage med lager af vintertøj
Hos en aarhusiansk herretøjsbutik har de svært ved at få solgt deres vinterjakker på grund af det varme vejr.
Januar har været præget af usædvanligt høje temperaturer, og flere steder i landet har der slet ikke været frost.
En rekordvarm januar der også kan mærkes på salget af vintertøj hos herretøjsbutikken St. Valentin i Aarhus.
Her hænger en række vinterjakker, der nu er sat ned til det halve.
- Jakkerne plejer at sælge sig selv. De plejer at være revet væk, men nu står vi tilbage med et lager, siger Nikolaj Valentin, der er medejer af St. Valentin, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det daglige gennemsnit af døgnets højeste temperaturer har i januar været 7,7 grader. Den tidligere rekord fra 2007 lød på 7,1 grader.
Det viser de seneste tal fra DMI opgjort til og med den 29. januar.
Søger overgangsjakker
Hos St. Valentin oplever de, at kunderne i stedet er på udkig efter forskellige typer overgangsjakker.
- Det er som om, at det har været efterår i mange måneder, siger Nikolaj Valentin.
Og efter en januar måned som den varmeste, siden målingerne begyndte, må butikken forberede sig på fremtidige varme vintermåneder.
- Det er jo noget, man må tale om, hvis der bliver ved med at være de her vejrskift. Det er svært at købe ind efter, siger Nikolaj Valentin.