Politiet afspærrede centralt område: Mand anholdt
Østjyllands Politi afspærrede mandag eftermiddag et område omkring Skt. Pauls Kirkeplads i centrum af Aarhus.
Opdatering
En 50-årig mand fremstilles tirsdag i grundlovsforhør. Han er sigtet for straffelovens paragraf 119 om vold eller trusler om vold mod politiet. Læs mere iden nyeste artikel her.
50-årig mand skyld i at område blev afspærret - familie var bangeØstjyllands Politi afspærrede mandag eftermiddag et område ved Skt. Pauls Kirkeplads i Aarhus. Både politi og ambulancer var til stede. Efterfølgende har Østjyllands Politi anholdt en mand.
- Der har været en anmeldelse om en person, som vi skulle ned og kigge til. Jeg vil ikke uddybe, hvad det drejer sig om, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Morten Bang Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vi har nu ophævet afspærringen af Montanagade i det centrale Århus. Vi har løst en opgave, hvor vi har sikret tryghed, sikkerhed, fred og orden. Vi har i den forbindelse anholdt een person, der nu sidder på Politigården i Århus, med henblik på yderligere efterforskning. https://t.co/x59zdCRGvs
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) March 30, 2020
- Det er en mand, vi har anholdt. Han sidder nu på politigården, og så skal den videre efterforskning afgøre, hvad der skal ske, siger vagtchefen.
Klokken 17.00 ankom en journalist fra TV2 ØSTJYLLAND til området. Her var der fortsat spærret af ved krydset mellem Montanagade og Skt. Pauls Gade. Derudover var også Odensegade afspærret.
Der har både været en ambulance, en lægeambulance og et rugbrød med kampklædte betjente.
- Ambulancen og lægeambulancen er lige kørt af sted igen, men der holder stadig en patruljevogn, og der står en flok civile betjente og taler sammen bag afspærringen, fortæller Oskar Fisker fra TV2 ØSTJYLLAND.
- Der står en del folk ved afspærringen og følger med i, hvad der foregår. Vurderingen er, at det umiddelbart virker roligt lige nu, siger han.
Her klokken 17.25 er afspærringen så blevet ophævet.