Parfume, madlavning og røg slår Jane ud: - Har ændret mit liv
Nye allergivenlige boliger er på vej i det nordlige Aarhus. Bygherren leder i øjeblikket efter den helt rigtige placering.
For Jane Lassen er der ikke noget værre end duften af parfume i næseborene.
Hun er blandt de danskere, for hvem nogle dufte opleves meget voldsomme.
Faktisk så voldsomme, at hun drømmer om at bo et andet sted, hvor hun kan blive helt fri for alle former for dufte, hun ikke selv vælger til.
Jane Lassen har duft- og kemikalieoverfølsomhed, som lægerne kalder MCS - Multiple Chemical Sensitivity. På dansk: Mangeartet kemikalieoverfølsomhed.
Det betyder, at hun er særligt følsom over for duftpartikler fra parfume, madlavning og røg.
- Det er ikke sjovt. Det har ændret mit liv fuldstændigt radikalt, siger Jane Lassen fra Brabrand til TV2 Østjylland.
Hun viser rundt i sit hjem, hvor der står parfumefri håndsæbe fra Neutral ved siden af håndvasken og ditto i skabet med vaskepulver og skyllemiddel.
- Hvis jeg skal ud, og der er parfume i opgangen, tager jeg en maske på. Hvis vejret er varmt, og jeg åbner et vindue, mens naboen sidder og ryger, er der røg over det hele. På den måde er jeg hele tiden på, siger Jane Lassen.
Duft- og kemikalieoverfølsomhed
Duft- og kemikalieoverfølsomhed er ikke en allergisk lidelse, men der er visse overlap og fællesnævnere, da dufte og kemikalier også være til gene for mennesker med følsomme luftveje eksempelvis som følge af høfeber eller astma.
Det anslås, at cirka hver tiende dansker oplever gener, når de indånder dufte og kemikalier i luften.
For de fleste mennesker vil der være tale om milde symptomer. Men hos en mindre gruppe i befolkningen opleves udsættelsen for dufte og kemikalier som en stor belastning i dagligdagen.
De mennesker, som får symptomer, reagerer særligt følsomt overfor selv ganske små mængder af kemikalier i luften. Det kan være dufte fra helt almindelige dagligdagsting som rengøringsmidler, parfume, vaskepulver, maling og tobaksrøg. Ting, som de fleste af os slet ikke lægger mærke til.
Kilde: Miljøstyrelsen
50 nye boliger på vej i Lisbjerg
Men nu er der måske godt nyt til folk som Jane Lassen.
I boligforeningen Ringgården barsler de med planer om at opføre cirka 50 allergivenlige boliger i Lisbjerg i det nordlige Aarhus.
- Vi er i god dialog med kommunen om at finde en rigtig placering herude, der passer ind i deres planer, og hvor det er godt at bygge MCS-boliger, siger direktør Martin Hersom Bien til TV2 Østjylland.
Byggeriet skal efter planen stå færdigt i 2025.
- Man kan eksempelvis have et aflukket bryggers eller entré, hvor man kan stille de ting, man kommer ind med udefra, så de ikke kommer rundt i hele huset.
Han tror og håber, at der kommer stor efterspørgsel på de allergivenlige boliger både hos folk med allergi og helt generelt.
Astma-Allergi Danmark fortæller til TV2 Østjylland, at de oplever flere medlemmer, der efterspørger boligbyggerier, hvor der tages større hensyn til allergier.
Jane Lassen fra Brabrand har allerede skrevet sig på ventelisten til de kommende boliger Lisbjerg.
Se indslaget fra nyhederne på TV2 Østjylland herunder: