Museer rykker udenfor: - Lige lidt sjovere

Flere østjyske museer tænker nyt for at tiltrække gæster, når sommertemperaturerne er over landet.

Museer behøver ikke være noget, man kun besøger, når det er dårligt vejr.

Om sommeren ryster flere østjyske museer posen og laver nogle helt særlige sommeraktiviteter for at lokke både store og små på opdagelse i fortiden, nutiden og fremtiden.

Familien Vad fra Malling er nogle af dem, der er taget på sådan en aktivitet i stedet for ’at ligge og bage på stranden’, som Torben Vad siger.

På gådejagt i historien

De har købt et spil for 400 kroner, som har taget dem på ’forglemmigej-gådejagt’. En to kilometer lang tur rundt i terrænet på Moesgaard Museum. De skal følge de spor, som menneskeskæbner gennem tiden har efterladt sig i landskabet omkring museet.

- Det er ret spændende, og det er nok en anelse sværere, end man lige umiddelbart tror, siger Torben Vad.

For eksempel er der bygget en hemmelig tekst ind i udskæringen uden på en bygning fra middelalderen.

Philip, Susanne, Tobias og Torben Vad kommer fra Malling.
Philip, Susanne, Tobias og Torben Vad kommer fra Malling.

- Her er der udskåret en orm eller slange, hvor det så har forskellige tegn, som vi skal prøve at finde ud af, hvad betyder. Det bliver oversat til runer og så til dansk, peger Philip Vad.

- Når man så læser det i sammenhæng med den historie, som ligger i spillet her, så giver det rigtig god mening. Det er meget godt fundet på, siger Torben Vad.

- Lige lidt sjovere

På Naturhistorisk Museum arrangerer de 99 arter-safari i Universitetsparken i Aarhus henover sommeren.

Her har Maximillian fra Malling fundet sig til rette i naturen.

- Det er måske lige lidt sjovere. Indenfor har man jo ikke særlig meget at lave i forhold til herude. Her kan man gå rundt og lave mange ting, siger han.

Maximillian Larsen kan godt lide at være i naturen.
Maximillian Larsen kan godt lide at være i naturen.

Formidlingsinspektør hos Naturhistorisk Museum, Pernille Mølgaard Andersen, fortæller, at de ønsker at sprede en begejstring for naturen blandt børn.

- Det her er jo lige midt i naturen, og vi står i byen. Så børnene får den der kombination af, at natur også kan opleves i deres baghave, siger hun.

Science Takeaway

Der er også museer, som har tænkt helt anderledes. Det gælder blandt andet Steno Museet i Aarhus, hvor man slet ikke behøver møde op på museet for at deltage i en af deres aktiviteter.

De har nemlig lavet ’Science Takeaway’. Det er science, som man kan tage med sig og arbejde med, hvor end man nu er i sommerlandet.

Sådan et har familien Styrbæk fra Nørresundby taget med sig i sommerhus i Grenaa. Og med stor succes.

- Det er sådan en stor pakke med en masse forskellige forsøg, som man kan lave og en masse spændende ting, som vi også har lavet. Og det var megafedt at prøve, siger William Styrbæk fra Nørresundby.

- Det der med at prøve at lave noget, man kunne se, der rent faktisk virkede. Og det med at noget, man har prøvet, rent faktisk ser ud som det, man gerne vil have det til at være.

En klogere familie

Mor Janne Styrbæk fortæller, at projektet har involveret hele familien inklusiv bedsteforældre.

- Morfar er glad for blomster, så han har været rundt i haven og fortalt om blomster, og så har de hygget sig med det. Mormor har hjulpet med noget af det kreative med at klippe stjerner ud. 

- Vi lavede Cassiopeia som stjernebillede og snakkede meget om det. Vi bliver alle sammen en lille smule klogere på de forskellige emner, siger hun.

Er det noget, I kan anbefale andre også?

- Ja, helt klart. Det var virkelig fedt at prøve, siger William Styrbæk.

- Ja, det var noget andet end at sidde og spille ludo, siger Janne Styrbæk.

Se det fulde indslag herunder.

Mange østjyske museer har lavet et helt særligt sommerprogram, så man både kan gå på opdagelse i fortiden, nutiden og fremtiden inde og ude.