Hvorfor er det så svært at amme mit barn?

Det er noget af det mest naturlige i verden. At en mor ammer sit nyfødte barn. Og langt de fleste gravide ønsker at amme. Men for næsten halvdelen af alle nybagte mødre er det langt fra lige så let som det er naturligt, og mange er igennem et forløb, de helst havde været foruden.

Den 28. januar 2019 trækker Signe Daniels selv sin nyfødte søn ud under den tredje presseve og lægger ham på sin brystkasse. Hun er ramt af en vildt overvældende lykkerus, der er svær at beskrive.

Klokken 22.43 kommer han til verden på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Født to uger og fire dage før termin, men med en helt gennemsnitlig vægt for nyfødte drenge på 3650 gram.

Efter fødslen bliver han lagt til brystet, og Signe skal prøve at amme for første gang. Det gør ikke ondt. Det føles dejligt at kunne give sit barn mad. Først dagen efter er der en sygeplejerske, der kigger på, om hun gør det rigtigt. Hun virker til at have travlt, men hun siger, at det ser fint ud. Signe stoler på sygeplejersken. Hun har jo ikke prøvet det før.

SIGNE: Jeg havde været til fødselsforberedelse, men jeg kender ikke nogen, der har haft amme-vanskeligheder, så jeg havde ikke sat mig særlig meget ind i det. Jeg havde ikke tænkt, at det kunne være så svært faktisk. Nu ville jeg ønske, at jeg havde sat mig bedre ind i det inden. Og at jeg havde fået bedre hjælp undervejs.

Signe har ønsket at amme under hele graviditeten. Hun vil selvfølgelig gøre det, der er bedst for sit barn. Derfor har hun købt ammeudstyr inden fødslen, som hun ved, at man kan få brug for: Ammepude. Amme-bh, uldindlæg og en særlig creme til at smøre på brysterne, hvis de bliver ømme.

Men hjemme i lejligheden i Aarhus Midtby går det op for Signe, at amning ikke er lige så nemt, som det er sundt for hendes barn. Hun mærker hurtigt, at noget ikke er som det skal være.

SIGNE: Det er vigtigt for mig at kunne amme ham. Jeg ved, at min mælk tilpasser sig ham. Det er noget helt andet med erstatning. Det kan give forstoppelse og luft i maven. Det er kunstigt. Det, jeg producerer, er skabt til ham.

Hun har lavet et stillads ud af puder i deres sofa. Puderne skal sikre, at hun sidder godt og afslappet, mens hun ammer. Det er noget af det, der er vigtigt, hvis amningen skal lykkes. Men hun sidder ikke godt. Det svier i brysterne, hver gang Alfred spiser. Og han bliver ved med at give slip, selvom han er sulten.

I løbet af den første uge opdager hun, at hun har fået et sår på sin højre brystvorte, og hun må bide tænderne sammen, hver gang den lille nye beboer i lejligheden skal ammes. Det bliver han hver anden til tredje time i halvanden til to timer ad gangen. Op til ti timer om dagen.

Men såret er kun den første udfordring, som den nye familie kommer til at opleve de næste to måneder.

Alfred er meget svær at lægge til brystet. Hans far, Simon, har et barn fra et tidligere forhold, og han har ikke oplevet der her før. Alfred åbner og lukker munden så hurtigt, når han er sulten, at det er svært at hægte ham til brystvorten. Og når han endelig er blevet hægtet fast, sutter han forkert, og Signe må hægte ham af igen og begynde forfra.

Hun har også brug for Simons hjælp, hver gang hun skal amme. Han er nødt til at krænge overlæben ud på Alfred og lægge ham til Signes bryst, da Alfred ikke selv kan finde ud af at omslutte brystvorten. Signe føler sig forkert, og at noget er i vejen. De beslutter, at de har brug for hjælp.

De kører i deres bil igennem Aarhus Midtby og videre til efterfødselsklinikken på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Alfred sidder på bagsædet i sin autostol med tæppe og dyne over sig. Det er koldt udenfor. Signe sidder ved siden af ham. Fire dage i træk kører de turen mellem lejligheden i midtbyen og klinikken i Skejby.

SIGNE: Jeg synes, det er ærgerligt, at vi skal derud fire dage i træk med den samme problematik. Jeg ved, at det er så vigtigt, at baby og moren ligger hud mod hud den første tid for at etablere en god amning. Men det er svært for os at gøre det så meget, som jeg gerne vil, fordi vi kører så meget frem og tilbage. Og jeg frygter, at det vil påvirke min mælkeproduktion.

Efterfødselsklinikken er et tilbud, som nybagte forældre kan ringe til eller komme forbi, hvis de har brug for hjælp, efter de er kommet hjem fra hospitalet.

I konsultationsrummet er der et skrivebord, en puslestation, en briks og to stole. I løbet af de fire dage taler de med en jordemoder om deres udfordringer med at amme og om såret på brystvorten.

Jordemoderen hjælper Signe med at bruge en ammebrik – et silikoneskjold til at lægge på brystvorten, når hun ammer. Silikoneskjoldet skal minimere smerten på grund af såret. Og så hjælper hun Signe med at amme rigtigt. Det lykkedes, når både jordemoderen, Signe og Simon hjælper til. Jordemoderen kan godt se, at det er svært, men hun kan ikke hjælpe mere. Signe har på fornemmelsen, at der er noget galt.

Derhjemme forsøger Signe at lære at amme med sin nye ammebrik uden på brystvorten. Hun skal sætte den på, så den danner vakuum. På samme måde som man sætter en sugekop på en glasrude. Men den bliver ved med at falde af. Og hun bliver ved med at starte forfra. Samtidig raser hormonerne i kroppen på Signe, så hun har lettere til tårer og til at skælde ud.

SIGNE: Jeg bliver ked af det og tænker, om det er mig, der er noget galt med. Jeg vil jo bare det allerbedste for ham, og jeg ved, at det bedste for ham - også rent tilknytningsmæssigt - er amning. Det er en helt særlig stund, man har sammen.

Simon støtter alt, hvad han kan. Han kan se, at det er hårdt for Signe. Han synes også selv, at det er hårdt. At skulle assistere om natten og at være vågen i så lang tid. Samtidig siger Alfred en konstant lyd, når han sover, som gør det svært for Signe at sove. Det er hårdt for dem alle tre.

Signe har svært ved at give sig selv lov til at sove, når Alfred sover. Han skal have lov til at ligge så meget oven på hende og sove som muligt. I stedet for bruger hun alle sine vågne timer, hvor hun ikke ammer, på at søge efter svar på nettet.

Hun læser blandt andet på ammenet.dk og sender også Simon i byen for at købe en bog om amning. Men der er lige så mange svar, som der er hjemmesider og bøger, og amningen er stadigvæk et projekt hver gang.

Undervejs kommer familie og venner på besøg. Signe ammer i stuen. Hun er rimelig afslappet omkring at amme foran dem. Men samtidig er hun flov over at skulle have hjælp fra Simon, når de har gæster, og at skulle bruge så lang tid på det. Tanken om at det er hende, der er noget galt med, fylder i hendes hoved.

Simon siger i afmagt en nat efter alt for mange vågne timer, at amning bør være hyggeligt, og måske Signe og Alfred bare ikke passer sammen fysiologisk.

SIMON: Jeg har da tænkt, at hvis det her ikke bliver bedre, så er det simpelthen ikke det værd. For mig er det også en balancegang. Jeg er utrolig glad for, at Signe har villet ofre så meget for at amme. Men for mig skal det være en balancegang, fordi vi skal også have et vist overskud. Han skal også kunne mærke os, og vi skal ikke være pressede hele tiden.

SIGNE: Jeg bliver ked af det, men jeg havde bare en indre følelse af, at der var noget andet galt. Og at det godt ville kunne lade sig gøre. Han er jo ligesom skabt til at kunne få mad ved mig.

Signe og Simon begynder at skiftes til at sove med deres søn, og det hjælper på humøret. Det samme gør det, at Alfred vokser som han skal og er glad. Men så møder de endnu et bump på vejen.

Indtil videre har Signe kun brugt uldindlæg og ikke engangsammeindlæg, da hun ikke vidste, at det var nødvendigt. Det giver hende svamp på brysterne, og både hun og Alfred skal i behandling.

Lægen udskriver et præparat, som Signe skal smøre på brysterne. Men på indlægssedlen står der, at børn ikke må få det i munden. Hun bliver derfor nødt til at ringe til lægen igen og få noget andet medicin. Derudover skal hun komme danskvand på sine bryster og derefter på en stofble og ind i munden på Alfred. Behandlingen står på i en uge.

Signe begynder at pumpe sin mælk ud med en brystpumpe engang imellem og give ham sin mælk på flaske. Det er, når det gør for ondt at amme. Men Signe har det ikke godt med at give flaske. Hun frygter, at det vil ødelægge amningen endnu mere. Samtidig har Alfred stadig svært ved at få ordentlig fat på trods af hjælpen fra efterfødselsklinikken.

SIGNE: Jeg havde ingen anelse om, hvor følelsesmæssigt påvirket, jeg ville blive af det her, og hvor vigtigt det ville være for mig, at jeg kunne give ham min mælk frem for noget erstatning.

Signe og Simon får besøg af sundhedsplejersken, der måler og vejer Alfred. Og han vokser, som han skal. Hun nævner som den første, at Alfreds tungebånd måske er for kort. Det har de aldrig hørt om før, og ingen har tidligere nævnt det på hospitalet eller på efterfødselsklinikken.

De bliver lettede, da de hører, at det kan være forklaringen på deres amme-vanskeligheder. Men det er langt fra så nemt at gøre noget ved, som Signe og Simon først tror.

Sundhedsplejersken siger, at hun synes, at de skal se weekenden an. Om amningen bliver bedre. Hun er på besøg en torsdag. Og hvis det ikke sker, skal de ringe til lægen om mandagen og få en tid til en ørenæsehalslæge. Den weekend sidder stadig i Signe tre måneder senere. I løbet af weekenden bruger hun timevis på at amme og på at have ondt i brysterne. Alfred græder meget, og hun er træt og ked af det.

SIGNE: Jeg ville ønske, at hun havde sagt, at vi skulle ringe dagen efter. Hvis man har mistanke, synes jeg, man skal få det undersøgt hurtigst muligt, når man ved, at det er vigtigt at få amningen i gang hurtigt.

Du er nummer 22 i køen. Sådan lyder det gennem telefonen om mandagen, da Signe ringer til lægen. Hun og Simon sidder med hver deres telefon. De vil have fat i en henvisning til en ørenæsehalslæge så hurtigt som muligt, så de kan få tjekket og eventuelt klippet Alfreds tungebånd.

Simon kommer igennem først, men faren kan åbenbart ikke få henvisningen. Det skal være moren. Signe må derfor ringe op til sin læge igen.

Hun får en tid samme dag hos en ørenæsehalslæge, som hun tidligere selv har brugt. Hun er ørebarn og får lagt et dræn, hver gang inden hun skal flyve. Lægen er dygtig, og hun er tryg ved ham. De tror derfor på det tidspunkt, at ørenæsehalslægen vil kunne hjælpe Alfred, så amningen bliver mere naturlig.

I konsultationsrummet hos ørenæsehalslægen sidder Simon med Alfred på skødet – begge med fronten vendt mod lægen. Signe tænker over, hvor lille Alfred er. Han får ingen bedøvelse. Det gør man ikke i Danmark.

Lægen løfter Alfreds tunge og klipper i hans tungebånd med en saks. Han giver et skrig, men så er han rolig bagefter. Det er ikke rart at se på, men han tager det pænt.

Da den lille familie kommer hjem, går amningen bedre. Signe er lettet, fordi hun har brugt så meget tid på at være ked af det. Men to dage efter bliver det værre end tidligere.

Alfred har svært ved at åbne munden. Hans kæber er strammere end før indgrebet, og han begynder at få luft med ned, når hun ammer ham. Luften i maven får ham til at gylpe og græde på grund af mavesmerter. Signe er træt, og hun er ked af det på sin søns vegne.

Den næste tid opsøger Signe og Simon både den kommunale og private ammehjælp. Den kommunale ammehjælp nævner ligesom sundhedsplejersken, at det kan være tungebåndet, der er for kort. Hun anbefaler dem desuden at tage til en osteopat for at få løsnet hans spændinger i kroppen.

En osteopat er en blanding af en fysioterapeut og en kiropraktor, der undersøger og behandler hele kroppen for at finde årsagen til et problem. De vælger den osteopat, som, de har hørt, er den bedste i byen og den med mest erfaring.

Alfred bliver lagt på en briks, og osteopaten masserer spændingerne ved hans kæbe, hans gummer og udenpå overlæben. Men efter seks besøg er amningen stadigvæk et stort og tidskrævende projekt.

Osteopaten synes, at de skal tage til Holland. I Holland kan de klippe hans tungebånd dybere, end de gør i Danmark. Signe synes, at det lyder voldsomt og som en dårlig ide.

Simon er selvstændig og arbejder hjemme. Derfor har han mulighed for at tage med til alle konsultationer, og han vil også meget gerne tage med til Holland, men Signe vil allerhelst undgå det.

SIGNE: Jeg tror ikke, at jeg kunne være blevet ved med at amme, hvis Simon ikke var selvstændig og kunne hjælpe så meget, som han har gjort.

Signe og Simon diskuterer fordelene og ulemperne ved at tage til Holland.

Det er en lang tur med en lille baby, og deres indgreb kommer til at gøre ondt. De brænder babyernes tungebånd med en laserbrænder, og klippet er dybere end i Danmark. Derudover er fagfolk i tvivl om konsekvenserne ved indgrebet.

Men i Holland er de specialister i at behandle stramt tungebånd, og hvis de venter, til han bliver ældre, kan han få traumer af oplevelsen. Det kan hun læse forskellige steder på nettet og i Facebook-gruppen ”Dansk Støttegruppe for stramt tungebånd,” som hun er blevet medlem af.

I gruppen deler danske familier deres erfaringer med at få klippet tungebånd – også flere år efter et indgreb. Langt de fleste historier er positive, og det giver Signe ro i maven.

Signe og Simon beslutter dog at besøge den danske ørenæsehalslæge en sidste gang. De håber, at de på den måde kan undgå at tage til Holland. Men det andet indgreb virker heller ikke. Derefter skriver de en mail til klinikken i Holland og sender dem billeder af Alfreds mund. Klinikken skriver tilbage, at de tror, at de kan hjælpe.

De får en tid den 1. april 2019. Alfred er på det tidspunkt ni uger.

De beslutter at køre derned og lejer derfor en liggelift til at have på bagsædet i deres bil, da det kan være skadeligt for en baby at sidde for lang tid i en autostol. De sætter sig derefter ind i deres bil og kører de 622 kilometer til Groningen i Holland.

SIGNE: Jeg havde et inderligt håb om, at det her kunne hjælpe på vores ammeproblemer. At han ikke ville sluge så meget luft, og at det skulle blive nemmere at lægge ham til og holde ham fast til brystet.

Efter at have overnattet på et hotel i byen parkerer den lille aarhusianske familie bilen foran klinikken i Groningen. Der er ikke noget venteværelse. Kun en bænk. I konsultationsrummet undersøger den specialiserede tandlæge Alfred i munden. Hun kigger også på Signe og Simon. Hun kan godt se, hvor det korte tungebånd kommer fra. Signe håber, at den hollandske tandlæge kan nøjes med at klippe Alfreds læbebånd, som forhåbentlig vil hjælpe på problemet med, at han ikke kan krænge sin overlæbe ud over brystet. Det andet indgreb er større, og det er dette indgreb, fagfolk i Danmark er i tvivl om konsekvenserne ved. Nogle siger, at det kan skade nogle nerver.

Men den specialiserede tandlæge siger, at hun vil brænde både læbebåndet og tungebåndet. Det vil hjælpe på ammeproblemerne, mener hun.

Alfred får derefter smurt bedøvende gel på sit tunge- og læbebånd. Han ligger på en briks, imens Signe holder ham. Ikke fast, men for at han kan mærke, at hun er der.

SIGNE: Det var virkelig ikke en særlig rar oplevelse at sidde med ham, mens sådan et indgreb blev lavet. Jeg græd. Selvom det ikke er særlig meget, så lugter det jo. Det lugter af brændt kød. Han bliver jo ked af det. Det er helt forfærdeligt, at der er noget, der gør ondt på ens barn. Men efter at det er gjort, kommer han til mit bryst og sutter i lang tid, og han sutter helt anderledes.

Det tager omkring en uge for Alfred at komme sig over smerterne efter indgrebet, og derefter går det kun fremad.

Han sutter på en anden måde. Det er nemmere for ham. Det kan Signe tydeligt mærke. Hun har ikke længere brug for Simons hjælp, når han skal lægges til brystet, og hun kan ligge ned og amme om natten for første gang. Det tager heller ikke længere en til to timer at amme, men fra en halv time til kun ti minutter. Han sluger heller ikke længere luft og gylper meget. Han er glad og sover godt.

SIGNE: Det er bare rigtig, rigtig dejligt. Det har været det hele værd. Amning er dejligt, og han er den gladeste dreng. Nu hvor vi er kommet til i dag, så er jeg slet ikke i tvivl, om at det var den rigtige beslutning, og at jeg skal blive ved med at amme. Men jeg ville ønske, at man herhjemme gik lidt mere op i at etablere en god amning hos førstegangsmødre, inden man sendes hjem fra sygehuse. Og at man samtidig undersøgte, om barnet har for kort tungebånd og læbebånd, for jeg vil ikke ønske, at nogen andre skal igennem det, som vi har været igennem.

Komiteen for Sundhedsoplysning har for nylig fået penge fra Finansloven til at udarbejde et sæt nationale kliniske retningslinjer for, hvordan sundhedspersonale skal håndtere stramt tungebånd. Årsagen er en markant stigning i nyfødte børn, der bliver behandlet for stramt tungebånd, og både sundhedsprofessionelle og forældregrupper efterspørger mere viden og en ensartet behandling.

Signe Daniels ville ikke være blevet ved med at amme for enhver pris. Hun var stoppet, hvis Alfred ikke havde taget ordentligt på, havde tabt sig, eller at hun følte, at han og hun blev for stressede af processen.

Hun anbefaler gravide kvinder at sætte sig ind i, hvordan man ammer og hvilke udfordringer man kan havne i, så de er bedre klædt på, end hun var.

Tekst: Camilla Therkelsen

Interview: Camilla Therkelsen og Joanna Lund Boytang

Foto: Patricia Egede Colberg og privat

Layout: Kristine Helms