Her bliver mystisk båd trukket væk

Frivillige fra Nordfalcken trak onsdag den lyserøde båd ved Tangkrogen i Aarhus væk.

Udgivet Opdateret
Onsdag ved middagstid trak frivillige fra Nordfalcken båden fri. Foto: Nordfalcken

Takket være frivillige fra Nordfalcken - og dønninger fra Molslinjen - ligger der ikke længere en løsrevet, skvulpende sejlbåd i vandet ved Tangkrogen.

Onsdag ved middagstid tog de frivillige affære, efter ejeren af båden havde kontaktet dem.

- Det var rent held, at vi kunne få den fri. Vi trak og trak, men der skete ikke noget. Så kom der fire dønninger fra Molslinjen, og så fik vi den fri og efterfølgende tømt for vand, siger Mads Thøger Jensen, der er stifter og formand for Nordfalcken.

Artiklen fortsætter under videoen 

Video: Nordfalcken

Frygt for ulykker

Tirsdag kunne vi her på TV2 Østjylland fortælle om båden, der havde revet sig løs og lå tæt på land og skvulpede viljeløst rundt. 

Det fik Torben Kristholm, næstformand i Strandvejens Bådelaug, til at frygte, at nogle kunne komme til skade og slå sig, hvis de begyndte at lege på båden.

- Der er mange unge mennesker, der fester, når det er godt vejr, og der er også mange børn dernede. Men vi aner ikke, hvor vi skal henvende os, sagde han tirsdag og appellerede til at der blev gjort noget, sagde Torben Kristholm.

Tirsdag lå den lyserøde båd strandet i vandet nær stranden.

Senere meldte ejeren sig så på banen, og nu bidrager de frivillige fra Nordfalcken så til tredje kapital.

Frivillighed bag Nordfalcken

Nordfalcken er et bådlaug stiftet tilbage i 2009 af en gruppe Falck-ambulancereddere fra Station Nord på Bryggervej i Aarhus - deraf navnet. Alle med det til fælles, at de gerne vil hjælpe folk, der er i problemer. 

Det er drevet af frivillighed, og Nordfalcken tæller i alt 38 besætningsmedlemmer, som tager ud og hjælper folk på havet.

- Vi sejler mellem 60 og 100 ture om året. Den typiske opgave for os er at trække både i land, men er personer i farer, træder vi også til i samarbejde med JRCC (Joint Rescue and Coordination Center, red.) og politiet, hvor vi så er en ekstra ressource, de kan trække på, siger Mads Thøger Jensen.

Dagens opgave med båden ved Tangkrogen var afsluttet midt på eftermiddagen for de fire frivillige besætningsmedlemmer. Her var sejlbåden slæbt hen til Aarhus Lystbådehavn ved Fiskerivej, og Nordfalcken returneret til Egå.

Sejlbåden tømmes for vand, efter den er trukket fri. / Foto: Nordfalcken

Er klar 24/7

Foreningens primære redningsbåd er Nordfalcken 2, som altid ligger i vandet ved Egå Marina. Den er fra 2007, men kom først i de frivilliges hænder i 2018.

- Den er ved at være slidt op af vores mange ture og af at ligge i vandet året rundt, siger Mads Thøger Jensen, der fortæller, at de lige nu arbejder på at skaffe penge til en ny. 

Foreningens større indkøb realiseres primært af fondsmidler og sponsorater. 

Derudover betaler alle de frivillige besætningsmedlemmer et årligt kontingent, ligesom flere private og virksomheder også støtter økonomisk. 

Det er i udgangspunktet gratis at få hjælp fra Nordfalcken.

- Alle skal have råd til at ringe efter os. Men vi håber så efterfølgende, at de støtter os i forhold til for eksempel brændstof, siger Mads Thøger Jensen.

Tilbage i april 2019 besøgte TV2 Østjylland de frivillige fra Nordfalcken. Du kan se det tv-indslag herunder.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her