Et halvt år efter tragedie: Nu fjernes skamplet
I dag begynder nedrivningsfirma med at fjerne rutsjebanen Cobraen i Tivoli Friheden, hvor en 14-årig pige i juli 2022 omkom.
- For os er det en del af helingsprocessen. Det er et step, at vi får fjernet Cobraen, så den skamplet ikke længere er her.
Ordene kommer konsekvent fra Henrik Ragborg Olesen, direktør i Tivoli Friheden. De falder på dagen hvor et nedrivningsfirma begynder de indledende øvelser til at pille rutsjebanen ned. Den rutsjebane, hvor en 14-årig pige mistede livet i juli sidste år.
De store nedbrydningsmaskiner kører ikke ind i parken i dag, men i løbet af de næste tre uger forsvinder Cobraen altså bid for bid.
- Det er en dybt tragisk ting, men for os er det også en positiv ting ikke at skulle kigge på den hver dag. Det påvirker os stadig den dag i dag, siger Henrik Ragborg Olesen.
Afgørende rapport
Han slår fast, at dødsulykken stadig i høj grad påvirker medarbejderne i Tivoli Friheden.
- Men vi tænker også på, at hver gang det er hårdt for os, så er der altså nogle forældre, som har mistet et barn. For os gælder det om at få det parkeret i hjerter og sjæl, hvor det er til at håndtere, men det er ikke noget, man glemmer på to dage, og det skal det heller ikke være, siger direktøren.
At det er et stort skridt for helingsprocessen, at nedrivningen nu begynder står klart, men det er langt fra sidste skridt i den proces. Der er flere step på vejen til at håndtere tragedien.
- Næste step er myndighedernes rapport for, hvad der er sket. Har vi lavet fejl? Det tror vi ikke, men vi ved det ikke, siger Henrik Ragborg Olesen.
Rapporten han taler om, er en rapport om hændelsesforløbet fra Teknologisk Institut. Tidligere har Brian Voss Olsen, politiinspektør og leder af efterforskningscenteret ved Østjyllands Politi, sagt, at rapporten bliver en vigtig brik i politiet efterforskning.
Håbet er, at rapporten er færdig i løbet af 2023.
Ny forlystelse på vej
Når Cobraen er fjernet, kommer området til at været et grønt spot i forlystelsesparken, men Henrik Ragborg Olesen håber på, at der allerede i 2024 kan stå en ny, stor forlystelse klar - og det vil også være et yderligere step i processen med at bearbejde 2022-sommerens ulykke.
- Når vi kommer så langt frem, så er håbet, at vi har det bedre, den dag vi kan præsentere en ny rutsjebane.
Hvad det bliver for en står endnu ikke klart, men direktøren løfter dog en smule af sløret.
- Vi har været ude at kigge i et stykke tid, for der er pres på branchen for store forlystelser. Vi har shortlistet et par udenlandske fabrikanter, som vi forhandler med. Men det er allerede lidt et problem med levering i 2024, forklarer han.
Derfor kan en ny forlystelse helt lavpraktisk blive afgjort af, hvem der kan levere.
I forbindelse med nedrivningen af Cobraen forventer man en nedskrivning i regnskabet på omkring ni millioner kroner.