Eksklusive vine giver underholdning til syge børn
Torsdag lægger en vinsmagning ramme for en indsamling til syge børn på hospitalerne.
Der er godt fyldt op på den lille vinbar ’Pinot’ i Aarhus torsdag aften. Omtrent 30 gæster har hver især betalt 250 kroner for at komme til vinsmagning
Og i aften, der nyder gæsterne på vinbaren ’Pinot’ i Aarhus formentlig de dyre dråber med lidt bedre samvittighed end sædvanligt.
Overskuddet går nemlig til det gode formål ’Legeheltene’ på Aarhus Universitetshospital, der underholder og aktiverer syge barn, så hverdagen på hospitalerne kan lægges lidt på afstand.
Helle Kjær fra Aarhus har været med til at arrangere vinsmagningen, og i næste måned skal hun bestige et bjerg i Himalaya på 5.000 meter, hvor hun også vil samle penge ind til ’Legeheltene’.
- Det er et super godt formål, der går til vores børn rundt omkring på hospitalerne. De kan blive aktiveret, så de er bedre rustet til at komme ud på den anden side igen med motorik der er holdt ved lige og humør der er holdt vejret, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Kombinerer festligt selskab med velgørenhed
Spørger man gæsterne på vinbaren ’Pinot’, så virker aftenen til at være en succes.
- Vi har fået noget rigtig spændende vin her til aften. Vi har fået noget hvidvin, og nu er vi i gang med noget rødvin, og det er super lækkert alt sammen, siger Christoffer Frølich fra Viby til TV2 ØSTJYLLAND.
Han synes, at det er en god ide, at man kan kombinere sine interesser med at støtte et godt formål.
- Jeg tror alle sammen vi hader, når børn de er syge, og hvis man så kan kombinere at være sammen med sine venner, nyde et godt glas vin og samtidig støtte et godt formål, så er det jo ’win-win’, siger han.
Og pengepungen, den sidder da også lige lidt løsere her til aften.
- Når det nu er et godt formål, så man godt lige tage sig lidt sammen. Hvis vi alle lige tænker lidt over, hvor godt vi egentlig har det, og vi så sidder i festligt lag, så kan vi godt lige tænke lidt på dem, der ikke har det så godt som os, siger Christoffer Frølich.