De ligger og flyder: Pernille har fundet 181 flasker lattergas på en måned
I værste fald risikerer man at blive kvalt, hvis man indånder gassen fra en gaspatron med lattergas, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Når Pernille Vendelboe fra Tranbjerg cykler på arbejde, har hun en lille skraldesæk med, som hun samler ting op i.
Blandt øldåser, flasker og andre efterladenskaber finder hun en del af de gasflasker, som siden datoen skiftede ved midnatstid har kunnet resultere i en bøde på mellem 3000 og 5000 kroner.
Hun finder dem blandt andet på parkeringspladser, der er mennesketomme efter arbejdstid. Alene i juni har hun fundet 181 flasker.
Gasflaskerne har indeholdt lattergas, som igennem de senere år er blevet et populært rusmiddel, men fra den 1. juli er det kun tilladt at være i besiddelse af lattergas på offentlige steder, hvis man skal bruge det til erhverv eller et andet anerkendelsesværdigt formål.
Politiet kan give bøder, hvis de opdager, at nogen har medbragt lattergaspatroner på eksempelvis festivaler, i nattelivet eller på uddannelsessteder.
- Tidligere fandt vi dem mandag morgen, men nu, da det er sommerferie, finder vi dem ugen rundt, siger Pernille Vendelboe, der er medlem af gruppen "En for holdet", hvor folk går sammen om at tage ansvar for forskellige ting i samfundet. Eksempelvis affaldsindsamling.
- Jeg er da bekymret for, hvad det her gas er i stand til at gøre ved nogen, for vi ved, at gassen fortrænger nogle B12-vitaminer i kroppen. Det gør, at man bliver mere disponibel for demens, siger Pernille Vendelboe.
Det siger lovgivningen
Det er forbudt at sælge lattergas til unge under 18 år.
Der må fra lørdag maksimalt sælges 17 gram lattergas ad gangen til privatpersoner. Sælges der mere, skal forhandlere tjekke, om køberen er erhvervsdrivende.
Fra lørdag den 1. juli er det forbudt at sælge lattergas til beruselse uanset mængden.
Borgere risikerer bødestraf, hvis de er i besiddelse af lattergas på offentlige steder. Det gælder eksempelvis i nattelivet, på festivaler samt uddannelsessteder.
Butikker, der sælger alkohol, tobak eller e-cigaretter, har forbud mod at sælge lattergas.
Sikkerhedsstyrelsen må lukke profiler på sociale medier ned, hvor der foregår ulovligt salg af lattergas.
Derudover må Sikkerhedsstyrelsen fra lørdag udgive sig for at være almindelige forbrugere, der køber lattergas, for at tjekke, om forhandlere overholder loven.
Kilder: Erhvervsministeriet og Sikkerhedsstyrelsen.
Hos Silkeborg Forsynings genbrugsstationer har de indrettet særlige områder til modtagelse af de mange gasflasker.
Det gælder blandt andet på genbrugsstationen på Tietgensvej, hvor miljøassistent Claus Berg Mikkelsen fortæller, at flaskerne blandt andet bliver fundet og indleveret af viceværter fra områdets boligforeninger.
Antallet af indleverede flasker har været stigende de seneste tre år.
Nu får vi mulighed for at slå ned på det med bøder og i nogle tilfælde fængselsstraf
Ifølge vicepolitiinspektør Anders Uhrskov ved Østjyllands Politi møder betjente også flaskerne i stor stil.
- Det er blevet gængs blandt unge og mere almindeligt i nattelivet. Vi finder dem i biler, i parker og boligområder. Nu får vi mulighed for at slå ned på det med bøder og i nogle tilfælde fængselsstraf, så det giver os nogle værktøjer til at sætte ind over for det, siger Anders Uhrskov.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at lattergas kan være farligt, fordi gaspatronerne indeholder rent gas, der ikke er opblandet med ilt. Ved inhalering fortrænger gassen ilten i indåndingsluften, og det kan i værste fald resultere i kvælning.