4500 lyn har buldret over landet søndag eftermiddag
Varm og fugtig luft giver regn- og tordenbyger med tusindvis af lyn og stedvise skybrud på ugens sidste dag.
Regn- og tordenbyger fortsætter med at give vand og buldren søndag, hvor der er registret 4735 lyn over landet klokken 14.40.
Det viser en oversigt fra DMI Open Data.
- Lyn og tordenbyger er stadigvæk i gang mange steder i landet, siger Hans Peter Wandler, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Forventningen er, at det nok vil fortsætte sådan til en gang ud på aftenen, hvor intensiteten vil aftage så meget, at vi kan begynde at pille vores varsler ned for landet.
DMI varsler om lokale skybrud og torden, særligt i området fra Sønderjylland og nordpå i Jylland til Thy. Varslen er mellem klokken 12 søndag og frem til klokken 21 søndag aften.
Det er en kombination af varm og fugtig luft, der skaber regn- og tordenbyger samt skybrud flere steder i landet.
Et skybrud betyder, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Ifølge TV 2 har fire officielle stationer målt vejrfænomenet. Det har været kraftigst i Vestjylland og på Fyn.
Den varsel, som DMI har udsendt for den øvrige del af landet om risiko for lokale skybrud, gælder til klokken 21.00 søndag aften.