Mystik om dødsfald: Jaguarkilling fundet livløs af dyrepasser
Mandag morgen fandt dyrepasserne i Randers Regnskov en af de to nyfødte jaguarkillinger død. Man ved endnu ikke, hvad den døde af.
Familielykken varede blot en uge i Randers Regnskov, efter bestanden af jaguarer blev udvidet med to mandag 20. maj.
En uge senere er der nemlig bedrøveligt nyt, da et rutinemæssigt morgentjek hos jaguarerne viste, at den ene af de to nye killinger er død. Det bekræfter Brian Rasmussen, vicedirektør i Randers Regnskov.
Umiddelbart er der ikke nogen forklaring på, hvorfor killingen døde.
Trist stemning
Hos Randers Regnskov ærgrer man sig over killingens død.
- Det er aldrig en god dag, når vi mister dyr. Så der er da en trist stemning, men de fleste har også været her i lang nok tid til at vide, at det er sådan noget, der sker en gang imellem, siger Brian Rasmussen, vicedirektør i Randers Regnskov til TV2 Østjylland.
Dyrlægen har endnu ikke undersøgt dødsårsagen, men Brian Rasmussen har et gæt på, hvad der kan være sket, nu når der ikke er synlige skader.
- Jeg tror, det mest sandsynlige er, at en af forældrene har lagt sig på killingen, fordi den lå død og havde ikke nogen synlige tegn på bideskader. Hvis han (hannen, red.) ville have aflivet den, så ville vi ikke være i tvivl. Så havde han nok bare spist den, uddyber han.
Gør ikke noget anderledes
Dødsfaldet kommer - alt efter hvad dyrlægens undersøgelse viser - ikke til at have nogen indflydelse på, hvordan man håndterer nyfødte jaguarer.
- Der sker det, at vi ikke gør noget anderledes. Hannen får stadig lov til at være med. Hvis det havde stået helt klart, at han havde gjort det, så have vi fjernet ham fra dem, siger Brian Rasmussen.
Der er overvågning i den stald, hvor jaguarerne går, men overvågningsbillederne viser ikke, hvad der er sket med killingen.
- Og så skal vi huske, at vi stadig har en killing tilbage, og det ser også stadig rigtig fint ud, konstaterer vicedirektøren.
Som led i forskning har Randers Regnskov ladet hanjaguaren, som er far til killingerne, gå sammen med resten af familien. Normalt isolerer man hunnen med sine unger fra hannen, men forskning fra England har ifølge Randers Regnskov peget på, at jaguarer ikke er så solitære dyr, som man først havde antaget.
Det er ikke meget mere end et halvt år siden, Randers Regnskov sendte det seneste kuld killinger på to af sted til andre zoologiske haver i Europa. Det sker, fordi man er med i et avlssamarbejde på tværs af zoologiske haver.