Arkitekt ærgrer sig: Historisk købmandsgård står foran nedrivning
En historisk bygning i Mindegade i det centrale Aarhus står til at blive revet ned.
Den tidligere købmandsgård, som kan dateres til 1600-tallet, må vige pladsen i forbindelse med et højhus-projekt.
En beslutning og en tidstendens, der ikke kun vækker begejstring alle steder.
- Mange af de huse, der bliver bygget, kunne ligge hvor som helst i verden, siger Bue Beck, arkitekt og bestyrelsesmedlem i Foreningen for Bykultur i Aarhus. Han er ikke begejstret for den udvikling, der er sket i byen.
- De år, jeg har boet i Aarhus, har byen udviklet sig fra at være en handelsby til det, jeg vil kalde en investor-by, siger han.
Aarhus Byråd vedtog i november en lokalplan, der indebærer nedrivning af bygninger på Mindegade i den centrale del af byen lige ved Europaplads og Dokk1 for at gøre plads til et større højhusbyggeri.
Ældste hus syd for åen
Lokalplanen giver bygherren lov til at rive Mindegade nr. 12 ned. Og det er altså ikke en hvilken som helst bygning, mener Bue Beck.
- Den er ganske speciel, for det er det ældste hus i Aarhus syd for åen, siger Bue Beck, der fortæller, at huset er det eneste minde, som rummer historien om et svensk angreb i 1600-tallet på stedet.
Og ifølge arkitekten med byen som hjertesag kan man ikke bare rive et sådan ned.
- Vi mister en brik i den historie, der fortæller en væsentlig del af Aarhus' historie.
Samme budskab lyder fra Enhedslisten, der har stemt imod lokalplanen.
- Det er rigtig vigtigt, at vi bevarer de kulturhistoriske perler, der findes i Aarhus, og der er ikke ret mange tilbage af dem. Det er nogle miljøer, der er helt særligt kendetegnende for byen, og dem skal vi ikke have færre af, siger partiets politiske ordfører, Lone Norlander Smith.
I forbindelse med behandlingen af lokalplanen havde Teknik og Miljø i Aarhus Kommune blandt andet følgende bemærkning om den gamle bygning:
’Mindegade 12a er, trods evt. bygningsrester fra 1600-tallet, så ”forrevet” – både som forhus men også som gårdanlæg med manglende sidehuse og baghuse, og set fra gårdside i dag, i en kaotisk sammensætning med nyere bebyggelse. Det anbefales, at Mindegade 12a fjernes og at der bygges nyt, som ”heler” byrum, formidler overgange og som fastholder en fortælling om overgang til de ældste dele af byen.’
Ok med nedrivning, men ikke af hvad som helst
I stedet for en nedrivning ser Bue Beck meget hellere, at den gamle købmandsgård bliver bragt i en bedre stand.
Er det ikke bare et vilkår i en stor by, at noget må rives ned for at give plads til noget nyt?
- Indimellem er vi nødt til at rive noget ned, men vi skal udvælge de ting, vi river ned. Det skulle jo gerne være det, der ikke er særlig godt. Vi skal ikke ødelægge det, der fortæller en ordentlig historie om vores by, siger han.
En restaurering af bygningen ligger altså ikke i planerne, for som det ser ud lige nu, står købmandsgården til at lade livet.
Vi ville her på TV2 ØSTJYLLAND i dag, tirsdag, gerne have talt med et af de medlemmer af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, som har stemt for lokalplanen. De har enten takket nej, eller er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.