79-årige Svend dyrker gymnastik: - Ellers bliver jeg fed, tung og urytmisk

Hver mandag mødes 79-årige Svend Jørgensen med 25 andre mænd for at dyrke gymnastik.

05:43

VIDEO: Se hele indslaget om gymnastikholdet her.

Sprællemænd, squat og udstrækning. Det er bare nogle af de øvelser, en gruppe mænd hver mandag gennemgår i Berings Forsamlingshus ved Hasselager.  

Uge efter uge mødes 25 herrer til fælles gymnastik under kyndig vejledning af en erfaren træner. Og sådan har det været i 30 år.

En af dem, der hver mandag dukker op til fællestræning, er Svend Jørgensen. Han er 79 år, og har dyrket gymnastik siden han var en lille dreng.

Læs også Kommune anbefalede borger et kviklån: - Et fuldstændig tåbeligt råd

- Jeg kan godt lide det. Det er godt for mit velvære, og jeg kan mærke, at jeg er i bedre form end mine jævnaldrende, siger Svend Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er vigtigt for Svend Jørgensen at holde sig i gang, også selvom han er oppe i årene.

Det er aldrig for sent at komme i gang med gymnastik.

Torkild Skovgaard, træner

- Hvis jeg sætter mig i en lænestol og spiser småkager, bliver jeg fed, tung og urytmisk, siger han.

Udover motion og velvære, har fællestræningen også en anden fordel.

Læs også Sådan forholder du dig til kighosteepidemien som voksen

- Der er et helt fantastisk fællesskab her, siger Svend Jørgensen.

Kvinder ingen adgang

Kvinder har ingen adgang til fællestræningen, og det er der en helt særlig grund til, fortæller holdets træner Torkild Skovgaard.

- Det ville blive en helt anden slags gymnastik, hvis der også var kvinder på holdet. Jo ældre mænd bliver, jo mere forfængelige bliver de, siger Torkild Skovgaard.

Læs også Succesfuld fodboldlinje inspirerer svenskerne

Han har selv dyrket gymnastik i mange år, men det er ikke en nødvendighed, at man har erfaring med sporten.

- Det er aldrig for sent at komme i gang med gymnastik, siger Torkild Skovgaard.