Vil snakke politik med sved på panden
I Syddjurs Kommune har to lokalpolitikere sat sig for at prøve noget nyt. De vil dyrke sport sammen med borgerne og bruge det som anledning til at snakke politik.
Kan et slag padel-tennis give bedre borgerinddragelse?
Det mener de i Syddjurs Kommune, hvor to politikere forsøger sig med et nyt initiativ.
Michael Stegger Jensen (S) og Kasper Kolstrup Møller (K) mener, at den demokratiske samtale kan bevæge sig nye steder hen, hvis der også er fysisk aktivitet på programmet
- Vi havde et borgermøde i Kolind, hvor vi efterfølgende snakkede om, hvordan vi kunne få fat i endnu flere borgere, der normalt måske ikke møder op til sådanne møder. Og så blev vi enige om at fange det her segment af frivillige idrætsildsjæle, siger Michael Stegger Jensen, der er borgmester i Syddjurs Kommune.
Derfor slog han og byrådskollegaen Kasper Kolstrup Møller fra Det Konservative Folkeparti søndag et slag for deres nye borgerinddragende initiativ i Røndes nyåbnede padel-center.
Et initiativ, hvor borgerne kan komme forbi og snakke om budgetter og politik - og altså spille en omgang padle-tennis.
- Her har vi dem på tomandshånd, vi dyrker noget idræt i fællesskab og får sved på panden. De får også os at se i et miljø, som de måske ikke er vant til, og der kommer en helt anden dialog, siger Kasper Kolstrup Møller, der er formand for Erhvervs- og Planudvalget i Syddjurs Kommune.
Læs også
Denne søndag var det så padle, men næste gang kan det være noget helt andet. Man kan som borger bare skrive til de to, hvis man vil have dem med og dyrke noget idræt og snakke politik, fortæller Kasper Kolstrup Møller.
En af de besøgende denne søndag er Henrik Gundsø. Han har været med omkring opførelsen af et padel-center i Ebeltoft, og havde en ting eller to at drøfte med de to politikere.
- Der har været rigtig mange besværligheder med det (padel-centret i Ebeltoft, red.), og i nogle af de besværligheder har vi selvfølgelig peget fingre ad politikerne i vores byråd, som har været stopklods for nogle af de ideer, vi har haft. Så derfor er det en fornøjelse af drøfte nogle ting med dem i dag. Det var rigtig spændende, siger Henrik Gundsø.
Noget at tænke over
Men ikke alt handler om padel. Tidligere blev der også snakket om hjemmeplejen.
- Der er i hvert fald ting, vi kan gå videre med, siger Michael Stegger Jensen.
- De havde ris med, og det tager vi til os Vi har aftalt, at vi følger op på det, siger Kasper Kolstrup Møller.
Læs også
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med padel og sved på panden for at snakke sammen?
- Det her er et supplement til alt det andet gode, vi gør. Og jeg synes, det at man har mange forskellige måder at gøre det på, er den bedste version af borgerinddragelse. Og det her er et skoleeksempel på det, siger Michael Stegger Jensen.