Profiler på vej ud? Her er dramaerne, du skal følge i dag
Onsdag bliver afgørende for en lang række østjyske politikere. Hvem ryger ud, hvem får en plads i Folketinget?
Siden valgstederne lukkede klokken 20, er vi blevet meget klogere.
Det endte med det smallest mulige flertal til rød blok og dermed - formentlig - fire år mere til Mette Frederiksen.
Spillet om statsministerposten er afgjort, men hvis man zoomer ind på Østjyllands storkreds er der stadig mange dramaer, der mangler at blive afgjort.
For en række store partier har mistet mandater i storkredsen. Spørgsmålet er, hvem der får mandater, og hvem der ryger ud. En lang række kendte politikere vågner onsdag morgen uden at vide, om de er købt eller solgt.
Nye partier stormer ind
Socialdemokratiet får seks mandater i Østjylland, og partiet går dermed et mandat tilbage, selvom de vinder valget i samtlige kredse i hele Østjyllands Storkreds.
Men på trods af de positive tendenser for statsministerpartiet står de altså til at gå et mandat tilbage i Østjylland. Hvem der mister sit arbejde, bliver afgjort onsdag, når de personlige stemmer er talt op.
Læs også
Tirsdag aften sagde folketingspolitiker Malte Larsen sådan om onsdagens drama:
- Jeg vil have sommerfugle i maven, indtil engang i morgen eftermiddag eller aftenen, når de personlige stemmeantal er talt op. Det vil være en kildrende fornemmelse i morgen, hvor jeg render og tager valgplakater ned det meste af dagen, og så må vi se på, hvor vi lander henne, siger Malte Larsen, der bor i Randers, hvor han også er opstillet.
De nye partier Moderaterne og Danmarksdemokraterne er stormet ind med henholdsvis tre og et mandat. De er stiftet af Venstres tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen, og tidligere næstformand, Inger Støjberg.
Venstre rundbarberet
Det kan næsten gå op med de mandater, som Venstre til gengæld har mistet, nemlig tre mandater. Partiet er dermed halveret i Østjylland, hvor profiler som Jakob Ellemann-Jensen, Troels Lund Poulsen og Michael Aastrup er valgt.
De finder onsdag ud af, hvem af partiets østjyske folketingspolitikere, der skal pakke deres kontor på Christiansborg ned.
Det var gennem valgaftenen ikke været muligt for TV2 ØSTJYLLAND at få en kommentar fra nogen af dem.
Læs også
Et andet parti, der er gået markant tilbage ved dette valg er De Radikale. De mister to ud af tre mandater i Østjyllands Storkreds. Her står kampen mellem Susan Kronborg, Andreas Steenberg og Kathrine Robsøe. Særligt de to sidste er blandt partiets mest profilerede politikere.
Knuth eller Juul?
Hos Konservative har man stillet med to af sine kendte kandidater, Marcus Knuth og Mona Juul, i Østjylland. Men partiet får kun et mandat, og onsdag mister den ene af de to deres plads i Folketinget.
- Det er jo ærgerligt, for vi har et super godt samarbejde både lokalt og på Christiansborg. Vi håber på, at det samarbejde kan fortsætte, og stemmerne er ikke talt op endnu. Vi har kæmpet en brav kamp Mona og jeg, siger Marcus Knuth klokken 22:41 tirsdag aften, før de sidste stemmer talt op.
Disse partier får tre mandater.
- SF
- Liberal Alliance
- Moderaterne
- Venstre
Disse partier får ét mandat:
- De Radikale
- Konservative
- Nye Borgerlige
- DF
- Alternativet
- Danmarksdemokraterne
- Enhedslisten
Stemmeprocenten endte på 85,4 i Østjyllands Storkreds og 84,1 procent på landsplan. 3.592.041 vælgere har stemt, og det giver den laveste stemmeprocent siden 1990.
Socialdemokratiet er blevet størst i samtlige østjyske valgkredse.