Her er fintællingen af flere hundredtusinde stemmer i gang
Onsdag er arbejdet i gang med at tælle de personlige stemmer. I Aarhus er flere end 500 personer i færd med at optælle mere end 200.000 stemmesedler.
Der tælles på livet løs rundt omkring i Østjylland i disse timer.
I Marselisborghallen i Aarhus er der taget hul på arbejdet med fintælling og opgørelse af de personlige stemmer.
Og der gik ikke lang tid før alle stemmer var talt op, før arbejdet gik i gang for de 530 medarbejdere, der skal hjælpe med dagens optælling.
- Da de sidste resultater var kommet ind fra de 49 valgsteder, så påbegyndte vi fintællingen. Det første hold på 140 medarbejdere mødte ind til midnat og gik hjem klokken 7, hvor et nyt hold mødte ind, siger Lene Hartig Danielsen, chef for valgsekretariatet i Aarhus Kommune.
Ifølge KMD er der afgivet 227.357 stemmer i de fire aarhusianske valgkredse. Og det er arbejdet med at gennemgå alle disse stemmesedler, der venter for folkene i Marselisborghallen.
- Prøv at tænk, at du skal vende blad på 230.000 stykker papir. Det tager lidt tid, og det skal gøres omhyggeligt og stemmes af, fordi vi gerne vil sikre en troværdig og ordentlig opgørelse af valget i Aarhus Kommune, siger hun.
Højt humør
På trods af det store arbejde kan Lene Hartig Danielsen melde om god stemning efter mange timers optælling.
- Vi er selvfølgelig lidt brugte, men humøret er rigtig højt, og der er god kampånd. Det er samarbejde med så mange kolleger fra Aarhus Kommune. Det er en fornøjelse i sig selv, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
For hende selv begyndte arbejdet allerede klokken fem tirsdag morgen, kun afbrudt af et par timers søvn i nat.
Det forventes, at fintællingen vil være afsluttet sidst på eftermiddagen.