Valget er slut, men dramaet er langt fra ovre - det sker i dag
Mette Frederiksen skal forsøge at danne en ny regering, og mandaterne skal fordeles blandt de mange kandidater.
Natten til onsdag stod det klart, at der er rødt flertal efter valget.
Men Mette Frederiksen (S) var hurtig til at melde ud, at hun alligevel vil forsøge at danne en bred regering over midten. Så hvad sker der nu?
Klokken 11 går Mette Frederiksen (S) til dronningen for at indgive regeringens afskedsbegæring.
Den kongelige undersøger skal findes
Det udløser en såkaldt dronningerunde, hvor alle partiledere indkaldes til at møde for dronningen. Her skal de foreslå, hvem de mener bør udpeges til forhandlingsleder også kaldet kongelig undersøger.
Efter partilederrunden i nat står det klart, at rød blok og Moderaterne peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger.
Dermed har den socialdemokratiske formand flertal og kan gå i gang med at forsøge at danne en regering.
- Socialdemokratiet gik til valg på at danne en bred regering. Hvis et flertal af partierne peger på mig som kongelig undersøger, vil jeg afsøge, om det kan lade sig gøre, sagde hun i sin tale i nat.
Hvem kommer ind, og hvem ryger ud?
Mens spændingen om partiernes skæbne blev udløst i aftes og i nat, er dramaet om, hvilke kandidater der kommer ind slet ikke begyndt endnu.
I løbet af dagen bliver de personlige stemmer talt op. Stemmerne skal fordeles blandt de 1014 kandidater, der stillede op til valget. Der er 175 mandater til deling blandt de danske kandidater samt to fra Grønland og to til Færøerne.
I Østjylland ser det ud til at blive et drama af de helt store. Hvem kan beholde deres plads i Folketinget, og hvem ryger ud?
Læs også
Både De Radikale, Konservative og Venstre går tilbage i Østjylland og mister pladser i Folketinget. Kendte kandidater som Troels Lund Poulsen, Katrine Robsøe, Mona Juul og Marcus Knuth risikerer at ryge ud.
Til gengæld kan flere kandidater fra eksempelvis Moderaterne og Danmarksdemokraterne se frem til at komme i Folketinget – flere af dem for første gang.