Bundsgaard: - Jeg har ikke et ønske om at være minister
Borgmesterposten i Aarhus har tidligere banet vejen for ministerposter i socialdemokratisk ledede regeringer.
Socialdemokraterne gik to mandater frem ved tirsdagens folketingsvalg, og med et samlet rødt flertal skal Mette Frederiksen nu forsøge at danne regering.
Dermed kan spillet og spekulationerne om ministerposter også begynde. Der har flere gange været spekuleret i, om Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, kunne have landspolitiske ambitioner, men på valgaftenen afviste hovedpersonen selv, at det er planen.
- Jeg har ikke et ønske om at være minister. Jeg er utrolig glad for at være borgmester i Aarhus, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND ved en socialdemokratisk valgfest tirsdag aften.
Jacob Bundsgaard blev også spurgt til, om han kunne tænke sig en ministerpost forud for valget i 2019. Også den gang var svaret nej.
Det er sket før
Borgmesterposten i Aarhus har ellers tidligere banet vejen for en ministerpost i en socialdemokratisk regering.
I oktober 2010 annoncerede Nicolai Wammen (S), at han stoppede før tid som Aarhus-borgmester for at stille op til Folketinget. Han havde på daværende tidspunkt siddet knap 11 måneder som borgmester efter kommunalvalget i 2009. Han blev europaminister i Helle Thorning Schmidts regering efter valget i 2011.
Og i 1998 stoppede Thorkild Simonsen (S) som borgmester i Aarhus, da han var blevet udnævnt til indenrigsminister af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Men Jacob Bundsgaard afviser at bytte borgmesterkæden ud med en ministerbil - også i denne omgang.
- Det ser ud til, at der bliver rigtig mange dygtige folk på Christiansborg, som gerne vil være ministre, så jeg er glad for at være borgmester i Aarhus, sagde han på valgaftenen.