Folketingskandidat: Folk brokker sig over regler, de ikke forstår
Folketingskandidat har oplevet at blive råbt ad, når hun hænger valgplakater op, fordi nogen mener, hun bryder reglerne. Men det gør hun ikke, garanterer hun.
- Vi er et nyt parti, og vi vil gerne gøre opmærksom på, hvem vi er.
Sådan lyder det fra Lone Glarbo om, hvorfor hun er så ihærdig for at få sat valgplakater op under valgkampen.
Hun har tidligere været byrådsmedlem for Venstre i Favrskov Kommune, men er blevet indlemmet i Danmarksdemokraterne, som hun stiller op for til folketingsvalget.
Men ophængningen går ikke uden ballade, fortæller hun. For flere har stoppet og fortalt hende, at hun hænger sine plakater ulovligt.
- På et tidspunkt stod jeg oppe i en lygtepæl, da en midaldrende kvinde i en bil ruller ned og råber: "De hænger for lavt!"
Der er også en lastbilchauffør, fortæller Lone Glarbo, der er stoppet op og har råbt ad hende, fordi han troede, hun brød reglerne. En anden gang har nogle yngre mænd ifølge kandidaten også irettesat hende.
Lone Glarbo oplever, at rigtig mange borgere kun kender til reglen om, at valgplakater skal hænge i 2,30 meter over jorden.
Det er ifølge hende de færreste, der ved, hvornår den regel ikke gælder - eksempelvis når der er langt nok ind fortovet eller vejbanen.
- Hvis der er en græsrabat, skal der være 30 centimeter ud til en cykelsti og 50 centimeter ud til en vej.
- Hvis der er det, må de stå helt fra nede ved jorden og op i ti meters højde, siger Lone Glarbo.
Hun håber, at flere vil blive klar over reglerne, og hvad de rent faktisk også tillader.
I valgkampen har Lone Glarbo også fået et valgbanner brændt, og en valgplakat er blevet overtegnet med hagekors og "heil Hitler bitch". Det betegner hun dog selv som "drengestreger".
Her er Vejdirektoratets egne eksempler på tilladte og forbudte ophængninger: