Sexarbejderen Sofie tog ud på en rejse - det ændrede hendes syn på branchen

De dybe, dunkende basrytmer ramte Sofie med det samme, hun åbnede glasdøren. I receptionen blev hun passeret af tre nøgne kvinder i tårnhøje stiletter.

De havde alle retning mod et rum, som Sofie ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Et rum på størrelse med en mindre hangarhal svøbt i lilla og pink lys og indrettet med palmer, akvarie og sofaer.

Sofie scannede rummet og vurderede, at der var omkring 50-60 kvinder. Alle sammen nøgne. Nogle hang i den enorme ellipseformede bar, andre drev rundt alene eller i små grupper og faldt i snak med de mange mænd i blå morgenkåber og sorte slippers.

Sofies øjne lyste op, da hun i lingeri trådte ind i det store rum. Hun havde glædet sig længe til at opleve det, der er så særligt ved Tyskland: Mega-bordellerne, hvor op mod 200 kvinder kan arbejde på en gang.

Nu var hun her på bordellet Sharks i Frankfurt. Stemningen fik det til at krible i hele hendes krop.

I baren faldt hun hurtigt i snak med en mørkhåret, tæt fyr. Hun brugte alle kneb i bogen - lænede sig tæt ind mod ham, holdt øjenkontakt og flirtede intenst. Snart var de på vej op ad trappen mod førstesalen og sexværelserne, hvor pigerne trak hen med deres kunder.

På værelset var fyren gavmild med både champagne, komplimenter og kontanter. Sofie tog imod 300 euro eller cirka 2200 kroner. Så lukkede hun døren.

En stolt luder

For et år siden stod østjyske Sofie frem i programmet ‘Mit liv som luder’. Her fortalte hun åbent om at være sexarbejder, og fra den ene dag til den anden fik hun under arbejdsnavnet 'Sofie Brandvarm' en stemme i prostitutionsdebatten.

Hun mødtes med daværende ligestillingsminister Eva Kjer Hansen for at tale om sexarbejderes rettigheder og gav interviews til tv-stationer og dagblade.

Pludselig kunne hun nå ud til hele Danmark med budskabet om, hun og hendes kolleger i branchen ikke havde samme rettigheder som andre, der tjener penge og betaler skat.

Samtidig ville hun gøre op med fordommene om ludere som “viljeløse stakler” og vise, at der også findes kvinder, der, som Sofie selv, frivilligt vælger arbejdet af lyst og liderlighed.

I sommeren 2019 tog Sofie på en rejse til Tyskland og New Zealand. Hendes mission var klar: Hun ville undersøge branchen i de lande, hvor sexarbejdere har flest rettigheder, og forsøge at finde ud af, om vi kan lære noget i Danmark.

Hvad Sofie ikke vidste inden, var, at rejserne ville få hende til at tvivle på alt det, hun følte sig mest sikker på: sin rolle som sexarbejder og sine valg som mor.

Megabordellet i Tyskland

Sofie vågnede i den nederste køje på et lille, kompakt værelse. Hun var alene, men de cirka ti kvadratmeter var beregnet til tre kvinder.

Aftenen før havde hun haft sit første møde med det tyske megabordel Sharks. Hun var blevet indkvarteret i en tilstødende bygning til bordellet, hvor pigerne kunne overnatte mod betaling. Sofie gik ud i fællesbadet og ventede på en ledig brusekabine.

Hendes lyse, nordiske udseende vakte opmærksomhed blandt kvinderne, og da hun endelig faldt i snak med et par af dem, blev hun klar over, at skandinaviske piger var en sjældenhed på steder som Sharks. Langt de fleste kom fra Rumænien.

Det gjaldt også hende, der gjorde størst indtryk på Sofie. En kvinde med sort hår og røde læber.

Sofie spurgte om hendes baggrund, familie og børn? Der var et barn, svarede kvinden. En lille søn, som boede hos hendes familie.

Hun arbejdede normalt på Sharks i et par måneder ad gangen for at tjene penge til sig selv og familien og var så hjemme i Rumænien på besøg. Men når hun kom hjem, fuld af længsel efter den lille, bløde barnekrop, vendte han sig væk. Han gemte sig bag sin mormors ben og genkendte hende ikke som andet end en fjern slægtning.

Da Sofie var tilbage på sit værelse efter samtalen, blev hun ramt af alle de følelser, kvindens fortælling havde sat i gang.

Selv havde hun aldrig været væk fra sine børn mere end et par dage, og bare tanken om at skulle forlade dem fik hende til at bryde i gråd. For de mødre, hun mødte på Sharks, var der ikke tale om et valg. Det var ren, rå nødvendighed.

- Lige nu virker mine egne problemer jo helt latterlige. Jeg skammer mig helt over at beklage mig over stigmatisering, for det er jo ingenting, i forhold til hvad de her kvinder står overfor, sagde hun.

Efter et par dage på Sharks lagde Sofie megabordellet bag sig. Flere tusind kroner rigere, men en del illusioner fattigere.

Nu var hun på vej mod Hamborg. Til et noget mindre bordel og en helt anden verden.

Kvinderne på Skyline

Klemt inde i en lille, forsømt baggård lå bordellet Skyline i stueplan og tog livet af løfterne om en storslået udsigt over Hamborg.

Sofie blev modtaget af Candy og Jessica, begge i frottébadekåbe og plastiktøfler. De var smilende og venlige, men undgik for meget øjenkontakt og unødvendig berøring. De holdt sig hele tiden tæt på hinanden - to veninder, der havde fulgtes ad siden barndommen i Rumænien.

De viste Sofie rundt på bordellet. I et lille køkken kunne pigerne lave mad, og de to badeværelser delte de med kunderne. Vinduerne var dækket af pap, så dagslyset aldrig trængte ind. Stedet var oplyst af nøgne elpærer og lysstofrør.

Candy og Jessica havde et værelse hver, men deltes om dem. Det ene brugte de som arbejdsværelse, det andet som fælles opholdsrum. Her sov de sammen, tæt på hinanden og et fælles ekko fra et helt andet liv.

Det krævede ikke meget samtale med de to, før Sofie blev klar over, at ingen af dem befandt sig på Skyline af lyst. De fortalte om endeløse vagter, hvor kunderne til sidst flød sammen. Om hvordan de havde lært sig selv at smile, så kunderne ikke opdagede noget.

Alligevel var der noget målrettet og viljefast i deres stemmer, når de fortalte, hvorfor de var der.

Jessica havde gennem et år sparet op til den lejlighed i Rumænien, som hun netop havde været hjemme og renovere. Hun viste billeder på mobilen og fortalte om indretningen med liv i stemmen.

- Den er min, så jeg ikke behøver at være afhængig af nogen, sagde hun stolt om lejligheden.

Hun havde tænkt sig at blive ved med at investere i mursten og på den måde sikre sin fremtid. Candy havde finansieret en uddannelse og skulle til at afslutte sin master i Rumænien. Hun begyndte at ane enden på sine ophold i Tyskland, og så ville hun åbne en forretning i sit hjemland.

Hun brød sig ikke om at tale for meget om livet derhjemme. Efter fire år i branchen var hun blevet vant til at holde tingene skarpt adskilt.

- Vi er her jo af en årsag. Man må lære at affinde sig med det, ellers kan man ikke være her, konstaterede hun.

Klaustrofobi

Sofie havde egentlig forestillet sig, at hun skulle arbejde på Skyline. Ligesom hun havde gjort på Sharks. Men bordellet virkede klaustrofobisk på hende, og trangen til at komme ud var overvældende.

Her kunne hun ikke have den kontrol, som hun var vant til hjemmefra, hvor hun aldrig tog kunder direkte fra gaden. Ingen kom gennem Sofies dør uden forudgående aftale, og hun tjekkede altid telefonnummeret.

Skulle hun nu stille sig op på parade med de andre piger og lade sig vælge af en tilfældig mand? Tanken fik hendes hals til at snøre sig sammen.

Efter to dage på bordellet tog hun afsked med pigerne. Gav dem et ekstra langt klem, før hun gik ud i Hamborgs regnvåde gader. Hele hendes opfattelse af sexbranchen var vendt på hovedet.

Det var sket ikke det, hun havde regnet med.

Sofie tog hjem til Danmark for at se og kramme sine børn. Knap en måneds tid senere sad hun i flyvemaskinen på vej om den anden side af Jorden.

New Zealand er landet, der i mange sexarbejderes øjne har knækket koden og skabt de perfekte betingelser for kvinderne i branchen med fuldt lovlige bordeller.

Sofie skulle besøge et af hovedstaden Wellingtons bedste bordeller.

Men hvad nu hvis det fik den nyopståede tvivl i hende til at vokse endnu mere?

Ønsket om én mand

Indretningen på det newzealandske bordel Fun House var som taget ud af 1950’erne. Med teaktræsmøbler og tung keramik mindede det om et værelse hos en mand med finanserne i orden.

Det viste sig, at kunderne var mere eller mindre sekundære på stedet. Selvfølgelig var de essentielle for forretningen, men det vigtigste for den kvindelige bordelejer var pigerne og deres trivsel. Den omvendte verden i sammenligning med bordellerne i Tyskland.

På Fun House var bordelejeren gatekeeper. Ingen kom ind, før hun havde sikret sig, at de var ok. Hun tøvede ikke ét sekund med at smide dem ud, hvis de ikke opførte sig ordentligt.

I det store omklædningsrum, der ironisk nok mindede mest om sminkerummet på et teater, mødte Sofie kvinden Jamie, der var ved at gøre sig klar til en kunde. Hun lo genert og fortalte, at hun var den eneste af pigerne på Fun House, der ikke studerede. Hun var tilbage på bordellet efter en længere pause, der skyldtes en kæreste, som hun nu var færdig med.

- Jeg kan ikke både have en kæreste og det her arbejde uden at gøre begge dele ekstremt dårligt, fortalte hun.

Sofie så på hende i spejlet. Der var noget i det, Jamie sagde, der ramte et ømt punkt.

De seneste mange år havde Sofie ikke været i et fast forhold. Et helt bevidst fravalg. Forklaringen havde altid været, at hun ikke ville begrænses, men i løbet af den seneste tid havde noget ændret sig.

Rejsen til Tyskland havde skabt en længsel efter noget mere stabilt. Efter at have talt med kvinder, der lukkede ned for sig selv for at arbejde, var det gået op for Sofie, at hun var nødt til at være ærlig overfor sig selv.

Stik imod sine egne forventninger mærkede hun nu ønsket om en mand.

Nu sad hun her på et bordel på den anden side af Jorden og hørte en kollega sætte ord på alt det, der alligevel var så svært ved den konstellation. Kæreste og luder på samme tid.

Men turde Sofie alligevel satse? Hun parkerede tanken for en stund.

Hendes næste stop på rejsen lå i det nordlige New Zealand. Her skulle hun møde et ægtepar med seks børn - og et bordel.

Hvad siger man til børnene?

Sofie var blevet inviteret til middag hos familien og glædede sig til at tale med børnene. Hendes egne børn var endnu for små til at forstå Sofies arbejde, men om ikke særlig mange år ville snakken blive aktuel. Og hvad siger man så?

Kvinden Antonia drev en på mange måder oplagt kombination af motel og bordel sammen med sin mand. Et arbejde, som hun altid havde været åben omkring overfor den store børneflok på seks.

Antonias niårige datter Miranda sagde det ret direkte:

- Min mor arbejder på et sted, hvor mænd betaler kvinder for selskab og sex.

Den mørkhårede pige sad og spiste pizza omgivet af sin familie. Sofie var ikke i tvivl om, at det var en samtale, Miranda havde haft med sin mor mange gange. Hun var imponeret over åbenheden og over, at Antonia nægtede at føre et dobbeltliv.

Alligevel var Sofie ikke helt sikker på, hvor meget pigen egentlig forstod. Og hvor meget man overhovedet skal forstå som niårig.

Det gjorde hende ked af det at høre Miranda fortælle, at hendes mor engang havde haft et arbejde, der var ligesom alle de andre mødre og fædres. Helt almindeligt.

Sofie blev klar over, at det måske krævede bredere skuldre end et barns at bære den slags anderledeshed. Uanset hvor sammentømret familien var. I skolegården var Miranda altid alene om at skulle forsvare sin mor og hendes valg, når de andre børn stillede spørgsmål til det.

Da Sofie nogle dage senere igen sad i flyet og så New Zealand langsomt forsvinde under sig, kværnede tankerne løs.

Hvilket liv skulle hun hjem til? Og hvilket liv turde hun række ud efter? Hun var træt, forvirret og overvældet. Men mest af alt savnede hun sine børn, så det rev i brystet.

Hjem til Danmark

I dag - tre måneder efter hjemkomsten fra New Zealand - sidder Sofie foran sin computer.

Hun har været i gang i flere timer. Normalt ville hun være på arbejde og have kunder nu, men ikke i dag. Et blik på uret viser, at det er ved at være tid til at hente børn, så hun klapper computeren sammen.

Livet er ikke helt det samme som før rejserne ud i verden. Oplevelserne i Tyskland og New Zealand har medført nogle ændringer, som Sofie ville have grinet højt af for bare et år siden.

Tanken om en stabil kæreste har ikke sluppet hende siden samtalen med Jamie i New Zealand. Hun er træt af løse og uforpligtende forbindelser, men først og fremmest vil hun for første gang gerne ses som noget andet end bare Sofie Brandvarm.

- Når jeg er Sofie, kan jeg jo det hele, når det kommer til mænd. Men når jeg bare er mig, bliver jeg vildt kejtet og genert, og jeg kan mærke, at jeg har brug for én, der godt kan rumme de sider af mig, fortæller hun.

Hun har ikke mødt ham endnu, men det skal nok komme. Hun har ikke travlt.

Sofie er også begyndt at studere. Hun er i gang med at færdiggøre en gymnasial uddannelse, og så vil hun gerne have et helt almindeligt arbejde.

Hun har brug for at have en forbindelse til en verden, der er mere forudsigelig end sexbranchen. For selvom hun stadig elsker den lidenskabeligt og ikke kan forestille sig, at kærligheden til branchen falmer, så er det altid som at stige ombord på en vild rutsjebanetur.

Man bliver svimmel, når den varer for længe, og Sofie har ikke lyst til at miste jordforbindelsen helt. Hun har dog heller ikke lyst til at stoppe med at sælge sex. Lige nu ville den perfekte kombination være et deltidsjob suppleret med sexarbejde.

- Jeg vil allerhelst bare være hobby-luder, når det lige passer ind, siger hun og ler.

Hun har kæmpet en del med sig selv, siden hun kom hjem. Hele synet på branchen skulle revurderes, og hun har haft brug for en længere pause fra sit sexarbejde for at fordøje alle oplevelserne. Hun havde ingen kunder i perioden mellem rejserne, og hun er kun så småt i gang igen.

Noget af det vigtigste, Sofie tager med sig, er en ny og mere moden indsigt.

- Jeg har været for naiv

Hun vil stadig kæmpe for, at bordeller skal blive lovlige i Danmark, fordi hun mener, det vil højne sikkerheden for kvinderne og give dem et arbejdsfællesskab. Men der er også dele af branchen, som hun ikke længere kan lukke øjnene for.

- Jeg har været for naiv. Jeg kan ikke bare male branchen lyserød, og jeg kan ikke lade, som om de udsatte kvinder ikke eksisterer, bare fordi jeg er enormt priviligeret, siger hun.

For Sofie handler privilegiet om at have valgmuligheder. Om at hun kan vælge, om og hvornår hun vil arbejde, og hvilke kunder hun siger ja til. Men uanset hvordan hun arbejder, ændrer det ikke på, at hendes levevej er kontroversiel i samfundets øjne. Og det påvirker ikke kun hende.

Tankerne om børnene har fyldt ekstra meget siden hjemkomsten. De er stadig for små til at få hele historien om mors arbejde, men mødet med niårige Miranda har gjort det helt tydeligt for Sofie, at hendes valg vil have konsekvenser for børnene.

Uanset hvor meget hun opdrager dem til ikke at lade sig påvirke af andre.

- Det bekymrer mig. Også selvom jeg har prøvet at slå det hen før. Men jeg håber, at mit forsøg på at forbedre rettighederne for sexarbejdere også kan gøre det nemmere for vores familier og børn, selvfølgelig også mine egne, siger Sofie.

Hun håber, at hendes børn kan se, at der var en mening med kampen, når de bliver ældre. At der var en mening med Sofie Brandvarm.

Se de nye programmer om Sofie Brandvarm allerede nu på TV 2 PLAY eller mandag aften klokken 23.00 på TV 2.