Flere sygeplejersker udtages til strejke

EM i fodbold har taget opmærksomhed fra sygeplejerskestrejken, mener arbejdsmarkedsforsker.

Dansk Sygeplejeråd udvider sin strejke og udtager yderligere 702 sygeplejersker til strejke fra 10. august, oplyser fagforbundet.

Det sker for at lægge yderligere pres på arbejdsgiverne i regionerne og kommunerne.

På nuværende tidspunkt er cirka 5000 sygeplejersker udtaget.

Det svarer til cirka hver tiende sygeplejerske i Danmark.

- Vi varsler øget strejke nu, for at øge presset på vores arbejdsgivere. Vi har udvalgt områder, som rammer så effektivt som muligt i forhold til at lægge pres på arbejdsgiverne. Og så må vi fortsætte med gradvist at øge presset, til vi får åbnet for en løsning, siger Grete Christensen i en pressemeddelelse.

Hårfin balancegang

En udvidelse af strejken har været ventet længe, fortæller redaktør på TV 2 Henny Christensen, der har dækket arbejdsmarkedet i adskillige år.

- Strejken skal bide noget mere. Derfor sender DSR flere i strejke. Politikere og arbejdsgivere skal vide, at de mener det alvorligt, siger hun.

Der er tale om en hårfin balancegang, og det kan blive svært at finde nok sygeplejersker, man kan udtage:

- Nødberedskabet er undtaget strejke, men hvor skal man så finde sygeplejerskerne henne, hvis de ikke bliver taget fra de afdelinger, der er undtaget som sygeplejersker på corona-, kræft, og psykiatriske afsnit. Vi har til gode at se, hvad der bliver udvalgt, siger Henny Christensen.

Den 26. juni var omkring 1000 mennesker samlet i Aarhus Centrum til en demonstration i forbindelse med sygeplejerskernes strejke for en højere løn.

EM har taget opmærksomhed fra strejke

Arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Henning Jørgensen bemærker, at denne strejke har været mindre synlig end mange andre.

- Det er en særlig situation, vi har været i efter corona, og så har vi fået fodboldlandsholdet til at optage folks opmærksomhed. Mediebilledet har været et andet end at få sygeplejekonflikten belyst, siger han.

Han mener, at nu hvor EM er slut, vil det blive lettere for sygeplejerskerne at trænge igennem med deres budskab.

Grete Christensen mener dog ikke, at konflikten er usynlig.

- Jeg tror, at synligheden afhænger lidt af, hvor man ser det fra. Hvis man ser på tallene for, hvor mange der har fået aflyst eller udskudt deres behandlinger eller operationer, så er det et ret stort tal i forhold til, hvor få vi har i strejke, siger hun.

Strejken begyndte 19. juli.