Her er en udstilling, som du skal stikke dig på
De næste tre måneder bliver der på Museum Jorn i Silkeborg sat fokus på kunsten som vagthund for ytringsfrihed og demokrati.
En ny udstilling på Museum Jorn i Silkeborg fungerer lidt som et pindsvin: Du kan ikke undgå at stikke dig på den.
'Art Strikes Back' hedder udstillingen, og som titlen siger, er det meningen, at kunstværkerne skal være hårdtslående.
- Jeg kan godt lide at tænke på udstillingen som en slags pindsvin: Lige meget hvordan du går til den, så kommer du til at stikke dig på et eller andet. Der er meget, der vil provokere og chokere på den her udstilling, siger Christian Kortegaard Madsen, der er museumsinspektør og kurator på Museum Jorn.
Kunst malet over af andre kunstnere
Museum Jorn viser på udstillingen en række værker, der delvist er blevet malet over af andre kunstnere og sætter på den måde fokus på, hvor store indgreb kunstnere kan tillade sig at lave i andre kunstneres værker.
- Vores DNA er Asger Jorns kunst og hans kunstsyn, og han mente, at kunsten hørte til blandt almindelige mennesker. Derfor synes vi det er relevant at lave en udstilling med kunst, som også er for almindelige mennesker, siger Christian Kortegaard Madsen.
Ud over Jorn og Banksy, som blandt andet er repræsenteret med værket 'Show me the Monet', kan man også opleve væsentlige værker af kunstnere som Ai Weiwei, Paul McCarthy, Jake & Dinos Chapman – som har modificeret værker af Adolf Hitler, Francisco Goya, Joan Miró, Max Ernst og mange flere.
Udstillingen kan ses frem til den 8. december.