Cyklende betjente udskrev ni bøder på én time for brug af mobil
Lokalpolitiet i Silkeborg har gode erfaringer med at sende betjente ud på cykler til forskellige opgaver i midtbyen.
To betjente cyklede i går rundt i midtbyen i Silkeborg på udkig efter bilister, der brugte mobiltelefonen under kørslen.
På én time havde de ni sager, hvor de udskrev bøder og gav klip i kørekortet.
Det fortæller Flemming Just fra lokalpolitiet i Silkeborg.
- Det har vist sig at være et rimelig effektivt redskab. Betjentene er mere mobile og kan hurtigere komme frem til en bilist, der i forvejen holder for rødt, siger han.
Tættere på borgerne
Flemming Just fortæller, at politiet længe har efterspurgt cykler, politibetjentene kan bruge i deres arbejde.
- Vi kan ikke indhente bilister på cykel, men det er en nem måde at komme rundt på inde i midtbyen, hvor det kan være svært at parkere patruljebilen. Det er også en måde at komme tættere på borgerne og vise, at vi er der, siger Flemming Just.
Helt konkret peger Flemming Just på, at det er oplagt at sende betjente på cykler ud, når der for eksempel kommer klager over, at der bliver cyklet i gågaden.
- Og så er gårsdagens indsats også et rigtig godt eksempel på, hvad cykelpolitiet kan, fortæller han.
Ifølge Flemming Just bliver cyklerne brugt, når der er flere betjente på arbejde, end minimumskravet dikterer, at der skal være.