Salg af zoo afbrudt - coronavirus sætter en stopper for handlen

Det er ikke nemt at sælge en zoologisk have, og udbruddet af coronovirus har ikke gjort det lettere.

Munkholm Zoo ligger på Djursland nær byen Balle. I omkring 2,5 år har parken været til salg. Foto: John Frandsen Erhverv

I over to år har Munkholm Zoo været til salg. Før coronovirussen brød ud, kom der dog et seriøst bud på bordet. Nu har sygdommen sat handlen på pause.

I forvejen har det været svært at finde en køber til parken, og så kommer corona oveni. Det er hårdt ved os økonomisk.

Benny Johansen, ejer, Munkholm Zoo

Til stor frustration for den nuværende ejer af den lille zoologiske have på Djursland.

- Jeg er ved at være lidt modløs. I forvejen har det været svært at finde en køber til parken, og så kommer corona oveni. Det er hårdt ved os økonomisk, siger ejeren Benny Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Benny Johansen ejer den lille zoologiske have i Syddjurs Kommune, der har over 400 dyr af 80 arter.

Svært at tage seriøst

Han slår dog samtidig fast, at det er langt vigtigere at få stoppet udbredelsen af virussen end sælge Munkholm Zoo.

Men Benny Johansen var lige ved for alvor at tro på en lys fremtid for parken, da en tysk mulig køber for et stykke tid siden meldte sig på banen.

Læs også Boligmarked i bakgear: Emilie og kæresten fortrød køb af drømmebolig

- I første omgang var det svært at tage henvendelsen alvorlig, for vi har fået så mange, som ikke er blevet til noget, fortæller Benny Johansen.

Men tyskeren var mere seriøs end de foregående interesserede.

02:03

VIDEO: Benny Johansen har haft Munkholm Zoo til salg i over to år. Han har haft mange interesserede købere forbi, men ingen har endnu skrevet under på en købsaftale, da det ikke er nemt at få et lån til en ejendom i Udkantsdanmark. Indslaget her er fra den 13. august 2019. 

Luk video

Pludselig lå der et bud

Han var to dage på Djursland for se parken, følge ejeren under fodring og få en masse information om stedet, økonomien og lignende.

- Og så kom der sgu et bud. Faktisk et fornuftigt et, men man kommer jo altid med et modbud. Dog ikke langt over det, han bød. Men så kom corona, siger en frustreret Benny Johansen.

Hvis ikke der er en sælger, når sæsonen er ovre, skal jeg finde andre parker til dyrene.

Benny Johansen, ejer, Munkholm Zoo

Køberen ejer flere store fitnesscentre i Tyskland, som han skal sælge først, før Munkholm Zoo kan erhverves.

Ifølge Benny Johansen var en køber dog klar til at overtage centrene, men de er nu lukket ned på grund af virussen.

Sidste sæson som ejer

Og det er uvist, hvornår de og salget af dem kommer i gang igen.

- Det sætter jo så også mig i en dårlig situation. Vi må erkende, at det her er sidste sommer, vi kan holde Munkholm Zoo åben. Hvis ikke der er en sælger, når sæsonen er ovre, skal jeg finde andre parker til dyrene, forklarer ejeren til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Dyreparker med nødråb: Vi har ingen gæster, men dyrene skal stadig passes

Hvornår den potentiel sidste sæson så går i gang, ja det er også uvist. Munkholm Zoo skulle efter planen åbne den 4. april, men det forventer Benny Johansen ikke at få lov til.

Samme situation står andre østjyske parker og turistattraktioner i.

Skal stadig passe dyrene

Og det tærer på økonomien. 

For mens andre virksomheder kan sende deres medarbejdere hjem og få støtte af de mange covid-19-hjælpepakker, skal dyreparkernes medarbejdere stadig passe dyr. 

Det er en alvorlig situation, vi står i, og den kommende uge er meget afgørende.

Jesper Stagegaard, direktør, Ree Park 

Det kan få konsekvenser, lyder det nu fra branchen.

- Vi er i en branche, hvor al vores indtjening er stoppet, og samtidig har vi udgifter. Jeg har en regning på to millioner kroner hver måned og har kun udgifter, som det ser ud til i øjeblikket, siger direktør i Kattegatcentret i Grenaa Helle Hegelund Knudsen.

Læs også Haj-fives i Kattegatcentret: Bedste besøgstal i 10 år

Foruden at være direktør for Kattegatcentret er Helle Hegelund Knudsen også bestyrelsesformand for brancheforeningen DAZA (Danish Association of Zoos and Aquaria). Hun taler dermed på hele branchens vegne.

Kan ikke bruge hjælpepakker

Ifølge hende kan dyreparkerne ikke gøre brug af de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget de seneste uger.

- Vi kan ikke kan lukke fuldstændig ned og sende vores personale hjem. Vi har også vores dyr, vi skal passe.

Vi kan ikke lukke luften ud af dyrene og lægge dem på hylden. De skal passes, og de går i anlæg, der kræver rigtig meget arbejde. Så vi er meget pressede.

Lisbeth Skovmand Høgh, leder, Aqua Akvarium & Dyrepark

Hun håber derfor, at der kommer en økonomisk hjælpepakke, der er mere målrettet steder som Kattegatcentret, der lukkede ned for besøgende den 12. marts. 

Herunder kan du læse, hvilken betydning covid-19 har for en række østjyske dyreparker. 

Aqua Akavarium & Dyrepark

Sådan ser der ud torsdag eftermiddag i Aqua Akvarium og Dyrepark. Foto: AQUA Akvarium & Dyrepark

Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg lukkede ned torsdag den 12. marts, selvom det på daværende tidspunkt ikke var påbudt.

- Når vi lukker for indgang, så lukker vi for vores indtægter. Og det var også med uro i kroppen, at vi valgte at lukke i torsdags. Vi havde jo ikke fået et påbud, så vi vidste godt, det var usikkert, om vi ville kunne få støtte og hjælp. Men vi mener stadig, at det er det rigtige at gøre, siger leder af Aqua Akvarium & Dyrepark Lisbeth Skovmand Høgh.

Læs også Kor hitter med corona-opsang: Hold sammen, hver for sig

Ligesom Kattegatcentret holder den silkeborgensiske attraktion også godt øje med de hjælpepakker, der præsenteres.

- Vi håber, der kommer en hjælpepakke, som er mere specifikt målrettet organisationer som vores. For vi passer ikke ind i de pakker, der er præsenteret indtil nu.

- Ellers bliver det et andet Aqua Akvarium & Dyrepark, end det vi kender i dag.

Læs også Aqua viser Danmarks natur som den kunne se ud

Covid-19 har indtil videre betydet, at nogle medarbejdere arbejder hjemmefra, mens andre kolleger er i parken for at passe de nødvendige funktioner. 

- Vi kan ikke lukke luften ud af dyrene og lægge dem på hylden. De skal passes, og de går i anlæg, der kræver rigtig meget arbejde. Så vi er meget pressede.

Samtidig ser Lisbeth Skovmand Høgh sig nødsaget til at udskyde en række aktiviteter her i foråret.

- Vi er simpelthen så ærgerlige, for vi har knoklet de sidste par måneder for at gøre det hele klar, og vi havde glædet os meget.

Ree Park Safari

Frokoststuen er lukket af, og dyrepasserne må derfor finde andre steder at holde pause og spise frokost. Der gik ikke længe før de nysgerrige giraffer kom hen for at sige hej. Foto: Ree Park Safari

I Ree Park Safari på Djursland holder de vågent øje med situationen og regner fortsat med at åbne sæsonen den 4. april som planlagt. 

- Det er klart, at vi ikke gør det for enhver pris. Det er en alvorlig situation, vi står i, og den kommende uge er meget afgørende, siger direktør i Ree Park Safari, Jesper Stagegaard.

Derfor forbereder parkens ansatte sig også på at indføre forskellige restriktioner, så der for eksempel ikke er alt for mange samlet, når de besøgende skal have mad eller se dyrene blive fodret.

Læs også Politiet i opråb: Tryk ikke ekstra på speederen på de tomme veje

Indtil videre har covid-19 blandt andet betydet, at medarbejderne nu arbejder i isolerede grupper med separate toiletter og transportmuligheder, og at forskellige omklædnings- og spisefaciliteter er lukket ned. 

Samtidig er andelen af medarbejdere på arbejde i parken halveret. 

I Ree Park Safari bestræber de sig på at gøre alting klar til den 4. april, så tingene står klar, uanset om sæsonåbningen udskydes eller ej. 

Derudover lægger parken meget vægt på at opretholde kontakten med de besøgende gennem små film fra parken på Facebook.

Randers Regnskov

02:35

VIDEO: Her kan du høre Asser Øllgaard fortælle mere om skoletjenesten i Randers Regnskov. Videoen er fra 15. marts.

Luk video

Randers Regnskov er endnu en attraktion, der i høj grad gør brug af de sociale medier. Det kronjyske trope-zoo med de tre ikoniske kupler holder indtil videre lukket frem til den 27. marts.

Her har de i stedet stablet en online skoletjeneste på benene, hvor medarbejderne sender biologiundervisning live fra et studie i regnskoven.

Tusindvis af børn over hele landet ser med hver dag. Den succesfulde modtagelse har overrasket både undervisere og direktør.

Læs også Regnskov fylder et helt online stadion: - Det er en optur midt i nedturen

- Vi har både et ansvar over for dyrene, og samtidig er det også vores ansvar at blive ved med at formidle om naturen og sprede en masse begejstring. Derfor må vi gøre det på en anden måde, siger Asser Øllgaard, der er biolog og er en af underviserne i Randers Regnskovs live-undervisning.

- Det er en optur midt i nedturen, supplerer direktør i Randers Regnskov Henrik Herold.

Skandinavisk Dyrepark

Den planlagte åbning af Skandinavisk Dyrepark er udsat på ubestemt tid. Arkivfoto. Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix

I Skandinavisk Dyrepark på Djursland er den planlagte åbning den 9. april udsat på ubestemt tid. Dyreparken ville under normale omstændigheder lige nu være i gang med at gøre klar til åbningen.

- Lige som alle andre går vi og er spændte og usikre, siger direktør i Skandinavisk Dyrepark Frank Vigh-Larsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge ham består en del af usikkerheden også i, hvordan danskerne vil reagere, og om de tør færdes i det offentlige rum, når steder som dyreparkerne åbner igen. 

Lige som alle andre går vi og er spændte og usikre.

Frank Vigh-Larsen, direktør, Skandinavisk Dyrepark

- Vi er jo afhængige af dem, siger han.

I Skandinavisk Dyrepark er der i øjeblikket fire faste ansatte på arbejde, hvoraf to arbejder hjemmefra, og to arbejder i parken med blandt andet at passe dyrene. 

I denne video fra Skandinavisk Dyreparks facebookside kan du høre mere om situationen: