Djurs Sommerland styrer mod rekordsæson
En kvart million gæster vil i juli måned besøge Djurs Sommerland. Det varme stabile sommervejr er årsagen til det rekordstore rykind i sommerlandet.
Der tegner sig et broget billede hos de østjyske attraktioner, når de skal gøre status på sæsonen indtil nu.
- Det går rigtig godt. Vi regner med 250.000 besøgende i hele juli måned, siger direktør i Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det samme billede tegner sig i Tivoli Friheden.
- Der skal komme meget regn i resten af juli, for at det ikke bliver den bedste juli nogensinde med 120.000 gæster, siger Henrik Ragborg Olesen direktør i Tivoli Friheden til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tivoli Friheden havde i juli 2009 108.000 gæster.
Hos Kattegatcentret i Grenaa oplever man til gengæld en stor nedgang i antallet af gæster. Indtil nu har 26.000 i juli lagt vejen forbi centret. Der er således et godt stykke op til de 64.000 gæster der besøgte Kattegatcentret i juli sidste år.
- Vi må erkende at juli ikke har været så god, og at vi i forhold til juli sidste år har sat noget til, siger Udstillings- og formidlingschef Karsten Bjerrum til TV 2 | Østjylland.
Ferskvandcentret Aqua i Silkeborg mærker også et fald i besøgstallet. I hele juli 2009 besøgte 26.200 gæster Aqua, mens 13.810 indtil nu i juli har valgt at se på oddere og bævere.
- Det er selvfølgelig træls, men det er ikke noget vi går i panik over, siger direktør i Aqua Erik Hofmeister til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Så det flotte danske sommervejr der har ramt Østjylland og resten af Danmark de seneste uger, for folk til at strømme til Djurs Sommerland og Tivoli Friheden i Århus til fordel for attraktioner med dyr
Netop Djurs Sommerland har kurs mod en rekordsæson, sidste år besøgte 550.000 sommerlandet, og Henrik B. Nielsen regner med at besøgstal på 600.000 i år.