SIF-angriber brækkede næsen
Skal bære maske efter uheld i Tyrkiet
22. feb 2012, kl. 21:47
Mere end 30 dage gammel
Godt nok har det lige været fastelavn, men det er næppe med hans gode vilje, at Silkeborg IF-angriberen Kaimar Saag i den kommende tid skal bære en maske.
Kaimar Saag og hans holdkammerater er i øjeblikket på træningslejr i Tyrkiet som forberedelse til den kommende forårssæson i Superligaen.
Under gårsdagens træning fik den 23-årige estiske angriber et brud på næsen i en nærkamp med en medspiller.
- Han må træne med igen, når han får den rigtige maske, der kan beskytte mod eventuelle stød på næsen. Lige nu afventer vi masken, oplyser Silkeborg IF på sin hjemmeside.