Kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse i tog
Ukendt gerningsmand onanerede foran 25-årig kvinde i tog mellem Silkeborg og Aarhus.
Østjyllands Politi leder efter gerningsmanden, efter at en ukendt passager onanerede foran en kvinde i toget mellem Silkeborg og Aarhus.
Episoden fandt sted sent onsdag eftermiddag.
Kvinden har fortalt politiet, at en mand omkring kl. 17.30 flere gange gik forbi hendes plads i toget.
På et tidspunkt stoppede manden op midt i gangen i togvognen. Han havde bukserne nede og begyndte at onanere foran kvinden.
Efter lidt tid stoppede manden sit foretagende, inden han stod af toget – formentlig i Skanderborg.
Toget fortsatte videre til Aarhus, hvor den 25-årige kvinde stod af og kontaktede politiet.
Politiet efterforsker nu sagen nærmere og vil blandt andet se på, om der er videoovervågning fra toget, som kan bruges. Det fortæller Østjyllands Politi i sin døgnrapport torsdag.
Politiet har ikke oplyst noget signalement af gerningsmanden.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.