Region Midtjylland passerer vaccinemilepæl
I Region Midtjylland er 90 procent af borgerne over 12 år nu vaccineret mod coronavirus.
I Region Midtjylland og Region Nordjylland er 90 procent af borgerne over 12 år nu vaccineret mod corona.
Det skriver begge regioner i en pressemeddelelse.
Det er flere gange blevet understreget, at en høj vaccinetilslutning er en af de bedste måder at undgå flere nedlukninger.
Sundhedsstyrelsen forventer en tilslutning på 90 procent på nationalt plan i december.
Læs også:
Formand takker
Anders Kühnau (S), der lige har genvundet posten som regionsrådsformand i Region Midtjylland, takker i pressemeddelelsen borgerne, der er blevet vaccineret.
Også medarbejderne på vaccinestederne får et klap på skulderen.
- Målet kunne ikke være nået uden en kæmpe indsats fra vaccinestederne. Deres medarbejdere har knoklet for at sikre alle inviterede borgere let adgang til vaccination. Derfor fejrer vi, at målet er nået med kaffe og kage til dem alle, siger Anders Kühnau.
På trods af den høje tilslutning vil Region Nordjylland gerne have endnu flere borgere til at tage vaccinen.
- Vi vil gerne vaccinere endnu flere her ved indgangen til vinteren, hvor vi forventer, at smittetallene stiger. Men tallet vidner trods alt om, at nordjyderne i høj grad følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
- Vaccinerne er vores bedste våben mod coronavirus, og en høj tilslutning er vigtig for den kommende tid, siger Anders Cinicola, der er chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.
Andre regioner er lidt efter
De tre andre regioner har endnu ikke nået grænsen. Men både Region Hovedstaden og Region Sjælland er ganske tæt på at nå målet for december.
Region Hovedstaden har, på grund af et stort ryk de seneste uger, nu en vaccinetilslutning på 88 procent.
Fredag genindførte Region Hovedstaden tidsbestilling til andet og tredje stik. Det er kun borgere, der skal have første stik, som kan komme direkte til fra gaden.
Region Sjælland oplyser, at man mandag har en vaccinetilslutning på 88,6 procent.
Det har ikke været muligt for Region Syddanmark at finde frem til den nøjagtige vaccinetilslutning, da der er travlhed med vaccineoprustning.