Rygter om skoleskyderi skaber bekymring
Tirsdag forventes Østjyllands Politi at være til stede på Randers HF & VUC efter rygter om mistænkelig adfærd og udsagn om skoleskyderi.
I Randers har rygter blandt elever om et muligt skoleskyderi skabt store bekymringer.
Flere forældre og elever har derfor kontaktet både Randers HF & VUC samt Østjyllands Politi.
TV2 ØSTJYLLAND har talt med en af de bekymrede forældre, der mandag aften var i tvivl, om hun ville råde sit barn til at blive hjemme fra skole.
Rygterne går på et udsagn fra en elev på skolen.
- Når nogle taler om skoleskyderi, tager vi det meget alvorligt og seriøst i forhold til, hvordan vi skal håndtere situationen. Vi har derfor søgt rådgivning ved forebyggelsesenheden hos politiet i forhold til, hvordan vi skal håndtere det, siger Lena Lindblad, der er rektor på Randers HF & VUC.
En dialog, der har stået på den seneste uges tid, og en rådgivning, som skolen følger.
Tip os
Ved du noget om situationen, eller hvad der ligger bag? Så kontakt TV2 ØSTJYLLANDs redaktion - vi behandler din henvendelse med fuld diskretion.
Har sendt besked ud
Mandag aften er skolens ledelse samlet for at drøfte sagen, og her har man besluttet at sende en meddelelse ud til alle elever og kursister.
Af den fremgår det, at skolen ikke har modtaget nogen trussel, men at rygterne blandt eleverne mandag blev forstærket af, at det skulle foregå tirsdag morgen.
- Vi forventer, at politiet på baggrund af vores dialog og de bekymringer, som flere forældre har delt med os og dem, vil være her i morgen tidlig for at skabe tryghed, siger Lena Lindblad.
Er helt tryg
Hun understreger, at hun er helt tryg, og at eleverne tirsdag bliver orienteret mundtligt om sagen.
- Vi er helt trygge ved dagen i morgen, siger rektor Lena Lindblad.
Rektoren fortæller også, at hun har snakket med den pågældende elev og dennes forældre, og at vedkommende ikke kommer på skolen tirsdag.
- Det er svært at sanktionere på noget, der er rygter. Nu skal vi have fundet ud af, hvad der er op og ned i det her. Mens sagens omstændigheder afdækkes, vil den pågældende elev ikke være på skolen.
TV2 ØSTJYLLAND har mandag aften været i kontakt med vagtchefen ved Østjyllands Politi, som henviser til politiets forebyggelsesenhed. TV2 ØSTJYLLAND arbejder på en kommentar fra dem.