Fruelund færdig i Randers
Har ikke kunnet blive enige om ny aftale
Håndboldspilleren Katrine Fruelund er overraskende færdig i Randers HK til sommer.
Ifølge amtsavisen.dk stopper den erfarne spiller sin karriere i klubben ved udgangen af denne sæson. Langvarige forhandlinger om et nyt job til hende uden for banen er også faldet til jorden.
Ifølge Randers Amtsavis' oplysninger har Randers HK og Fruelund igennem de seneste måneder forhandlet om en aftale, der skulle sikre, at klubben kunne gøre brug af hendes erfaring i et job, hvor hun skulle være med til at udvikle talentarbejdet i Randers HK.
Men hverken job eller løn var godt nok til, at Katrine Fruelund har ønsket at fortsætte i barndomsbyens førende håndboldklub, efter spillerkarrieren er forbi.
Den tidligere OL-guldvinder er i øjeblikket ude med en skade, men skulle være klar til slutspillet og dermed de sidste kampe i en lang karriere, der ud over Randers er foregået i Viborg og tyske Leipzig.
I efteråret fortalte hun, at hun stiller op til kommunalvalget i 2013 som medlem af partiet Venstre.