Forfulgt af uheld - ny brand få måneder efter storbrand
En ny brand i den lagerhal, som i foråret stod i flammer i Langkastrup, opstod torsdag morgen.
I april brændte det i flere dage i en lagerhal på Kastrupvej i Langkastrup øst for Assentoft, da der gik ild i et lager med omkring 5000 tons solsikkepiller.
Tre måneder senere - her i juli - var det brændte oplag endelig ved at være sorteret, men torsdag morgen var uheldet ude igen. Det fortæller Johnny Damgaard, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed.
- Naboer vågner ved, at det brænder. Der er tagplader, som springer, og der er røgudvikling, fortæller han.
Stort set færdige
Det viser sig, da brandvæsenet kommer til stedet, at der er gået ild i en maskine, som er blevet brugt til at håndtere det brændte oplag, som der var fra seneste brand.
- De var stort set færdige og manglede måske kun en dags arbejde, fortæller operationschefen.
Nu er der altså lidt oprydning yderligere fra den nye brand, som dog på ingen måde har været så voldsom, som den der ramte i april.
- Der kom ret hurtigt styr på det. Maskinen står i to rum med en væg imellem, og ilden har haft fat i konstruktionen omkring væggen og taget, men det har ikke bredt sig til det oplag, som lå derinde, så det var forholdsvis hurtigt overstået, forklarer Johnny Damgaard, som fik alarmopkaldet klokken 04.54.
Varede flere dage
Brandvæsenet er i gang med efterslukning på stedet, og klokken 07.15 er forventningen ifølge Johnny Damgaard, at man snart er færdig på stedet.
Den 13. april bredte en voldsom brand sig i lagerhallen, som det tog brandvæsenet flere dage at slukke. Dengang blev flere naboer evakueret, mens andre sprang til for at hjælpe.
Den store røgudvikling fra hallen gjorde dengang, at veje omkring blev lukket, og enkelte måtte en tur forbi sygehuset for at blive tjekket for røgforgiftning.
Efter to døgns brandslukning lykkedes det at få bugt med flammerne - og røgudviklingen - den 15. april.