Fodboldlinjen Randers vinder Danskernes Idrætspris

Med hæderen som vinder af Danskernes Idrætspris 2019 følger også 100.000 kroner til at videreudvikle fodboldlinjen.

John Witting, Steffen Reng Andersen og Karsten Krogh Madsen var på scenen for at modtage prisen. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

- Vinderen af Danskernes Idrætspris 2019 er…. Fodboldlinjen Randers.

Sådan sagde svømmer Lotte Friis fra scenen lørdag aften, da hun overrakte Danskernes Idrætspris til Fodboldlinjen Randers.

Det her, det er stort. Og vi er en lille smule shaky, men vi er meget stolte.

Steffen Reng Andersen, leder af ungdomsskolen

Prisen blev uddelt som en del af DR’s gallashow Sport 2019 i Jyske Bank Boxen i Herning. Og det var nogle glade vindere, der kunne strække armene over hovedet og modtage prisen.

Læs også Succesfuld fodboldlinje inspirerer svenskerne

- Det her, det er stort. Og vi er en lille smule shaky, men vi er meget stolte, sagde leder af ungdomsskolen i Randers, Steffen Reng Andersen, fra scenen efter prisoverrækkelsen.

02:05

VIDEO: For Caspar Sigvardsen har Fodboldlinjen Randers gjort, at han har meget mere lyst til at komme i skole. Vi var med ham til hans afsluttende eksamen som juniorleder. Indslaget er fra 5. februar 2019.

Luk video

Med på scenen til at modtage prisen var lederen af fodboldlinjen, John Witting samt koordinator og træner Karsten Krogh Madsen.

Danskernes Idrætspris er blevet uddelt siden 2014. Den bliver givet af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4. Udover hæderen følger der også 100.000 kroner med til at videreudvikle projektet.

Læs også Fodbold fik Caspar til at elske skolen

2. gang blev lykkens gang

Fodboldlinjen Randers er en breddelinje for folkeskoleelever fra 5.-9. klasse, som gerne vil spille fodbold. I dag er der 500 elever på linjen, og en del af dem står tidligt op om morgenen for at nå træningen før skoletid.

- Først og fremmest er det en pris, der er vundet af de unge mennesker, trænerne og lederne, som hver uge træner på byens anlæg og uddanner sig til ledere og trænere. Men det er også en pris til byen og til byens folkeskoler, sagde Steffen Reng Andersen.

Det er ganske imponerende, at op imod 500 børn og unge fra 14 forskellige skoler står op om morgenen for at træne fodbold.

Niels Nygaard, formand, DIF

Sidste år var Fodboldlinjen Randers også nomineret, men her var det LykkeLiga, der løb med sejren.

01:36

VIDEO: I 2017 var vi med til træning på fodboldlinjen. Indslaget er fra 13. december 2017.

Luk video

Danskerne har stemt

I alt har 12.755 danskere stemt på deres favorit til prisen, der gives til den bedste idé eller det bedste projekt, der er med til at styrke idrætslivet i Danmark.

- Det er ganske imponerende, at op imod 500 børn og unge fra 14 forskellige skoler står op om morgenen for at træne fodbold. Og det er vel at mærke ikke kun dem, der drømmer om en professionel fodboldkarriere. Initiativet henvender sig til alle og har således et tværgående socialt element, siger formand for DIF, Niels Nygaard, i en pressemeddelelse.

Læs også Østjysk kandidat til Danskernes Idrætspris fundet

Fodboldlinjen Randers er blevet til som et samarbejde mellem erhvervsskole, ungdomsskole og folkeskolerne i kommunen, hvor eleverne deltager i fodboldlinjens tilbud to timer om ugen, som ligger ud over den almindelige skoletid.

Tidligere vindere af Danskernes Idrætspris:

2018: LykkeLiga

2017: FC Thy Piger

2016: FC Prostata

2015: Odense Sportscentrum

2014: Svendborg Gymnastikforening og SG-Huset