Bibliotek med pladsproblemer
Flere studerende optager pladserne
Randers Bibliotek oplever i øjeblikket en kraftig stigning i antallet af studerende, der benytter biblioteket. De mange besøgende giver pladsproblemer ifølge bibliotekschef Inger Skamris.
I gennemsnit besøger 1.500 mennesker biblioteket dagligt. Selvom personalet på biblioteket gør alt for at optimere brugen af lokalerne, er pladsen nu sluppet op.
Ifølge Radio Alfa mangler biblioteket grupperum og studiepladser, som især de studerende efterspørger i forbindelse med projekter og gruppearbejde.
Biblitekschef Inger Skamris mener ikke, de på biblioteket selv kan løse pladsproblemet, der kommer i kølvandet på, at Randers Bibliotek gennem de sidste fem år i alt har fået 50.000 flere besøgende.
Sidste år brugte 422.000 hovedbiblioteket i Randers.