Skole træt af ekstra vinterferie
På Rismølleskolen i Randers er man utilfreds med, at elever holder en ekstra friuge efter vinterferien.
50 af Rismølleskolens 430 elever holder vinterferie to gange i år.
Én gang når skolen lukker i uge syv og én gang til med skoleleder Frank Dissings halvhjertede velsignelse.
Det skriver Randers Amtsavis.
- Jeg billiger ikke bare, at børnene får fri fra skole med mindre, der er helt specielle grunde til det, siger Frank Dissing, der trådte til som skoleleder 1. oktober sidste år.
Han nævner selv bedsteforældre, der inviterer på guldbryllupsferie, og forældre der er bundet op arbejdsmæssigt, som eksempler på rimelige grunde.
- 50 er ikke et alarmerende højt antal, men problemet er der. Det har skolebestyrelsens bevågenhed og er med på vores møde i februar, siger Frank Dissing.