Lærer slog elev på Solbjerg Skole
En lærer slog en elev på Solbjerg Skole og er nu suspenderet indtil mandag. Skoleleder bekræfter hændelsen.
25. jan 2008, kl. 15:42
Mere end 30 dage gammel
En lærer er blevet suspenderet fra Solbjerg Skole.
I går slog han en elev i ansigtet efter en episode, hvor eleven havde kørt en kørestol ind i et skab.
Ifølge drengen blev stolen hevet væk under ham, hvorefter læreren slog ham på munden, så han blødte kraftigt og hævede op.
Skoleleder på Solbjerg Skole, Jens Kristensen, siger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han vil vente på en redegørelse mandag fra begge parter, før han kan tage stilling til, hvad der skal ske.
Men han bekræfter, at en elev er blevet slået, og at læreren er blevet suspenderet. Desuden er han meget ked af situationen og vil behandle sagen med stor alvor.