Godt vejr forsinkede togene
Sommervarmen tvinger både Arriva og DSB til at sætte togenes hastighed ned til under det halve af deres normale fart.
Sommervejret skabte mandag forsinkelser for togene på mellem en halv og en hel time i gennemsnit på landsplan, oplyser DSB.
På hovedfærdselsåren mellem København og Århus kørte togene med en fart af 80 km/t mod de sædvanlige 180 km/t, fordi DSB frygtede, at sommervarmen ville få skinnerne til at give sig.
Også togselskabet Arriva, der blandt andet kører på strækningerne Århus-Struer og Århus-Skjern, melder om forsinkede afgange.
Årsagen til, at togskinnerne bukker under for varmen, er ifølge Banedanmark, at der ikke er lagt tilstrækkeligt med skærver under jernbanesvellerne, og derfor er der risiko for, at de giver sig og svajer fra side til side i varmen.