Frygt for pædagogmangel
Interessen for at uddanne sig til pædagog er faldende. Seminarierne i Århus modtager 30 procent færre ansøgninger.
27. mar 2008, kl. 07:10
Mere end 30 dage gammel
Frygten for pædagogmangel i Århus Kommune er udtalt.
Antallet af ansøgninger til de århusianske seminarier er faldet med 30 procent, skriver JP Århus.
Og det er ikke kun de unge, der ikke har lyst til en fremtid som pædagog. Mange allerede uddannede forlader erhvervet, og det kan mærkes på antallet af ansøgere til de ledige stillinger i kommunen.
Mange stillinger må genopslås, da der ikke er ansøgere.
Udviklingen vækker bekymring.
- Jeg frygter meget, at vi vil se store problemer med pædagogmangel i de kommende år i Århus, siger Henning Truelsegaard, der er formand for pædagogernes fagforening, BUPL, til avisen.