Bank holder lukket - medarbejdere skal ud at gøre nytte
Sparekassen Kronjylland lukker for en dag i forbindelse med 190-årsfødselsdag.
Man kan fejre fødselsdag på mange måder.
Nogle firmaer holder stor medarbejderfest, andre reklamerer med slagtilbud.
I Sparekassen Kronjylland har de i forbindelse med deres 190-årsfødselsdag valgt en tredje løsning.
- Sparekassen Kronjylland havde helt tilbage fra starten i 1829 en ambition om at gøre gavn og skabe glæde i de områder, hvor vi driver forretning. Så i stedet for at fejre os selv, skal vi ud at give, siger Jan Salling, der er kommunikationschef i Sparekassen Kronjylland.
Skal ud på plejehjem og krisecentre
Banken har nemlig besluttet at holde lukket den 26. november og sende næsten alle medarbejdere ud i deres lokalområder for at gøre gavn.
Det er endnu ikke helt afklaret, hvad samtlige medarbejdere skal.
Men afdelingerne har hver især fundet et lokalt sted at gøre gavn.
Som eksempel nævner de, at nogle skal give lokale plejehjemsbeboere en historisk rundtur i deres lokalområde, andre giver en hånd på et krisecenter for kvinder, og atter andre hjælper med vinterklargøringen af den lokale mountainbikebane.
Ikke total nedlunkning
Man kan dog ikke bare lukke et pengeinstitut fuldstændig ned en tirsdag i november.
- Kunderne skal selvfølgelig stadig kunne bruge netbank og mobilbank, ligesom de skal have adgang til kontanter i automaten, siger Jan Salling, der er kommunikationschef i Sparekassen Kronjylland.
Derudover skal der også være folk til at gennemføre de børshandler, som kunderne ønsker.
Ifølge kommunikationschefen vil 30-40 ud af sparekassens omkring 700 medarbejdere derfor være nødsaget til at tage på arbejde og holde skibet flydende.
- Men resten vil være ude i marken, siger Jan Salling.