Varmepude tilbagekaldes: Kan bryde i brand
Søstrene Grene tilbagekalder en varmepude. De har opdaget, at den kan bryde ud i brand under opvarmning.
Hvis du har købt en varmepude i Søstrene Grene, skal du nok overveje en ekstra gang, inden du opvarmer den i mikroovnen.
I Søstrene Grene har man nemlig opdaget, at varmepuden kan begynde at brænde ved opvarmning i mikroovn.
Det oplyser Søstrene Grene på deres hjemmeside.
De tilbagekalder derfor alle varmepuder for at undgå uheld.
Refunderer købsprisen
Hvis du er én af de, der har købt en varmepude i Søstrene Grene, så kan du få refunderet købsprisen.
Du skal bare tilbagelevere varmepuden i en Søstrene Grene senest den 15. maj i år.
Det er ikke nødvendigt at medbringe en kvittering.
- Søstrene Grene beklager ulejligheden og arbejder i alle henseender aktivt på, at De skal kunne handle trygt hos Søstrene Grene, skriver de i tilbagekaldelsen.