Tvivl om grønne løfter: Nu kræver energigigant svar

Kommer din fjernvarme fra 100 procent bæredygtige kilder eller ej? Det vil energiselskabet Ørsted nu have klart svar på efter TV2 ØSTJYLLANDs dækning.

Landets største energiselskab, Ørsted, kræver nu, at samarbejdspartneren Preferred by Nature forklarer sig i en sag om bæredygtig biomasse. Det fremgår af en redegørelse fra Ørsted til fjernvarmeleverandøren AffaldVarme Aarhus, som TV2 ØSTJYLLAND har set.

Redegørelsen kommer frem, efter TV2 ØSTJYLLAND onsdag kunne fortælle, at Preferred by Nature ikke kan garantere, at træpiller og flis, der bliver brugt til dansk fjernvarmeproduktion på kraftvarmeværker som Studstrupværket ved Aarhus, stammer fra træer, der er fældet 100 procent bæredygtigt.

- Det finder vi meget bekymrende, da Preferred by Nature er vores uafhængige kontrolinstans af de certificerede skove, skriver Ørsted blandt andet i redegørelsen.

Ørsted lover ellers sine varmekunder, at varmen er produceret med 100 procent bæredygtig biomasse. Løftet er baseret på, at biomassen har de rette certifikater.

Ingen garanti

TV2 ØSTJYLLAND har været i Estland, hvor 23 procent af den biomasse, Ørsted indkøber, stammer fra. Det er virksomheden, Preferred by Nature, der står for de certifikater, som ifølge Ørsted skulle dokumentere 100 procents bæredygtighed.

Men direkte adspurgt kan direktøren for Preferred by Nature ikke love, at certifikaterne er ensbetydende med, at træerne, der senere bliver lavet til biomasse, er fældet 100 procent bæredygtigt.

- Nej, det kan jeg overhovedet ikke. Men jeg kan sige, at der heldigvis er kommet en masse fokus på standarder og krav for træpiller i dag sammenlignet med, hvad der var for bare 10 år siden, sagde direktør Peter Feilberg, da TV2 ØSTJYLLAND satte ham i stævne i Estland.

Det er blandt andet den udtalelse, der er faldet Ørsted for brystet. Over for TV2 ØSTJYLLAND bekræfter Ørsted i dag kravet om en redegørelse fra Preferred by Nature.

- Det er helt afgørende, at produktionsskovene forvaltes bæredygtigt, og det skal certificeringsordningerne sikre. TV2 Østjyllands udsendelse viser en udtalelse fra Preferred by Nature, der sår tvivl om, hvorvidt de kan garantere, at skovene forvaltes i overensstemmelse med certificeringskravene.

- Vi har derfor bedt Preferred by Nature om en redegørelse for, hvordan de sikrer bæredygtigheden af de produkter, vi køber. Det er vigtigt, at vi fortsat kan have tillid til certificeringssystemerne, lyder det fra Peter Kofod Kristensen, senior manager og bæredygtighedsansvarlig for biomasse i Ørsted, i et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND.

Peter Feilberg er direktør i Preferred by Nature.
Peter Feilberg er direktør i Preferred by Nature.

Preferred by Natures direktør, Peter Feilberg, oplyser torsdag til TV2 ØSTJYLLAND, at Ørsted nok skal få, hvad de beder om. Han mener derudover, at de er blevet misforstået.

- Det (bæredygtighed, red.) er ikke klart defineret. Det afhænger af den person, som bruger ordet. Skovejeren kalder det bæredygtigt, hvis økonomien hænger sammen. Fredningsfolkene, hvis der ikke bliver fældet træer. Ørsted, hvis træpillerne er certificeret efter internationale regler. Og jeg har så min egen udlægning af bæredygtighed, som afviger lidt fra de tre andre.

Kan I så garantere, at træpillerne er 100 procent bæredygtige, eller kan I ikke garantere, at de er 100 procent bæredygtige?

- Det, vi kan bevidne, er, at de er certificeret efter de internationale regler, og at de også overholder de danske regler.

Se TV2 ØSTJYLLANDs dokumentar om træpiller og biomasse her: