Nye tal for politianmeldelser i Østjylland: - Folk gør det godt

Danskerne skal følge en række nye regler i forbindelse med corona-udbruddet. Det er østjyderne gode til, lyder det fra politiet.

Billedet er et arkivbillede, men det kunne være nyt. Østjyllands Politi har fået anmeldelser om 150 biler samlet ved Kalø Slotsruin for nylig, men det var faktisk ikke noget problem.

Foran pølsevognen og isbutikken. På fodboldbanen og i tennisklubben. Ved Kalø Slotsruin i Syddjurs og ved Moesgaard Strand i Aarhus.

Det er nogle af de steder, hvor flere end 10 personer angiveligt har samlet sig de seneste dage.

Sådan lyder det fra Sydøstjyllands Politi og Østjyllands Politi, der generelt synes, at østjyderne er gode til at overholde de nye regler, der er kommet i forbindelse med covid-19-epidemien.

Østjyllands Politi får omkring 20-25 anmeldelser om dagen og flest i weekenden.

Læs også COVID-19 LIVE: Mette Frederiksen indkalder til pressemøde

- Jeg synes faktisk, at folk har taget rigtig godt imod de nye regler. Folk gør det godt, siger vicepolitiinspektør Kristian Juliussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

150 biler ved gammel ruin

De fleste anmeldelser vedrører forsamlinger over 10 personer, for eksempel har de fået flere anmeldelser om mange mennesker ved Kalø Slotsruin.

- Vi har fået mange anmeldelser fra Kalø Slotsruin. Det ser voldsomt ud, men der er ikke for mange, selvom der holder 150 biler. Ofte står folk med den rette afstand. Og hvis ikke, så siger vi til folk, at de står for tæt, siger vicepolitiinspektør Kristian Juliussen.

Læs også I dag åbner genbrugsstationerne: Det skal du være opmærksom på

Han tilføjer, at der ofte er færre end 10 personer på stederne, når politiet kommer frem til destinationerne, og det er meget sjældent, at de har skullet give henstillinger.

Vicepolitiinspektøren opfordrer folk til at fortsætte, som man gør nu og lytte til Statsministeren.

Drop den store påskefrokost

- Fortsæt med at tage hensyn, hold afstand og hold tiden ud. Og tænk over, hvad Statsministeren siger om påsken: Lad være med at holde store påskefrokoster, siger Kristian Juliussen.

I Sydøstjyllands Politikreds får borgerne også ros og opfordres til at fortsætte den gode stil.

De seneste to døgn har de modtaget 12 anmeldelser, imens de fra den 25.-26. marts modtog 28.

De har blandt andet fået anmeldelser om en pub, der ikke var lukket, og om en besøgende, der ikke ville forlade et plejehjem. De fleste går dog på forbuddet mod forsamlinger over 10 personer.

Fakta om forsamlingsforbuddet, fra www.coronasmitte.dk


• Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 10.00 – et midlertidigt forbud mod at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er samlet. Forbuddet gælder både indendørs og udendørs og omfatter både offentlige og private arrangementer, begivenheder mv. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 13. april 2020.

• Forbuddet hindrer ikke, at flere end 10 personer på sædvanlig vis er til stede og bevæger sig rundt fx i en butik, et supermarked, en lufthavn eller på en togstation. Tilsvarende gælder, at almindelig brug af kollektive transportmidler (tog, busser, fly, færger m.v.) og almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads ikke er omfattet. Forbuddet finder heller ikke anvendelse, hvis der er tale om en forsamling med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, herunder demonstrationer eller politiske møder.

• Forbuddet gælder ikke i private hjem. Der opfordres dog kraftigt til aflyse planlagte private sammenkomster mv. med flere end 10 personer, generelt begrænse deltagerantallet mest muligt og følge de generelle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om hygiejne, om at holde behørig afstand og om hensigtsmæssig adfærd i øvrigt.

• Politiet får herudover – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 10.00 – mulighed for på offentligt tilgængelige steder at gribe ind, hvis flere end 10 personer befinder sig på samme sted på en måde, der udgør en særlig fare for smitte med coronavirus/covid-19. Politiets skønsudøvelse vil ske under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger om at nedbringe antallet af sociale kontakter og holde behørig afstand.

På www.coronasmitte.dk kan du også læse mere om: 

• Lukning af natklubber, værtshuse, restauranter og caféer m.v. 
• Lukning af storcentre m.v. 
• Lukning af indendørs sport- og fritidsfaciliteter m.v. 
• Nye krav til butikker, supermarkeder m.v. 
• Lukning af forretninger med tæt kontakt til kunder, fx frisører