Molslinjen efterlyser proces for refusion af billetter
Molslinjen har allerede nu mange bookinger i de måneder, hvor sommerpakken vil gøre billetterne billigere.
Selskabet Molslinjen ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske med de eksisterende bookinger af færgebilletter, som nu bliver gjort gratis eller sat ned i pris på grund af sommerpakken.
Det siger Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef ved Molslinjen.
- Der skal være en proces for, hvordan vi håndterer dem, som allerede nu har booket, så vi ikke skaber mere utilfredshed end tilfredshed, siger Jesper Maack.
Molslinjen regner med at finde en løsning for bookingerne, når selskabet i næste uge mødes med Transportministeriet for at finde du af, hvordan sommerpakken konkret skal udmøntes på færgeruterne.
Inden sommerpakken blev præsenteret, forventede selskabet en høj belægningsprocent på færgerne i juli, august og september.
Og allerede nu har Molslinjen mange bookinger i de måneder, som sommerpakken dækker over.
Molslinjen regner med en øget interesse for færgerejser som følge af den nye sommerpakke for færgerejser, som blev præsenteret fredag.
- Det er rigtig mange danskere, som har besluttet at holde ferie hjemme i år.
- Men når man gør ting billigere eller gratis, vil interessen stige. Det er der ingen tvivl om, siger Jesper Maack.
Sommerpakken afsætter 35 millioner kroner til gratis indenrigsfærger i juli for passagerer på cykel eller til fods.
Derudover er der 50 millioner til at gøre færgebilletter til småøer samt Fanø, Ærø, Samsø og Læsø billigere i august og september. Det gælder også for biler.
Til Molslinjens forbindelse mellem Rønne og Ystad er der afsat 20 millioner til at sikre lavere billetpriser i august og september.
Desuden vil biler med handicapparkeringskort kunne sejle gratis på afgange i august og september.
Det vides endnu ikke, hvad færgebilletter kommer til at koste i august og september.