Ikke flere vatpinde i næsen for denne gang – i dag lukker steder for kviktest

I nødstilfælde vil der stadig være mulighed for at få en kviktest hos udvalgte PCR-steder.

Lørdag er officiel lukkedag for steder for kviktest i hele landet. 

Ligeledes vil antallet af steder for PCR-test også være færre fra nu af.

Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse

Styrelsen understreger dog, at såfremt situationen ændrer sig, og smitte med coronavirus stiger voldsomt, kan myndighederne med kort varsel indføre kviktest igen.

Kviktest i nødstilfælde   

I nødstilfælde vil der ligeledes også være mulighed for at få en kviktest hos udvalgte steder for PCR-test, lyder det.

På hjemmesiden coronasmitte.dk kan du se en oversigt over åbningstiderne for teststederne, og hvor der er mulighed for kviktest i nødstilfælde. 

Lukningen sker efter opbakning til vaccination mod coronavirus og udfasningen af coronapasset.