Omdiskuteret hånddesinfektion tilbagekaldes af Miljøstyrelsen
Et omdiskuteret hånddesinfektionsmiddel er nu blevet endeligt tilbagekaldt fra butikkerne, fordi de ifølge Miljøstyrelsen endnu ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation.
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har nu påbudt virksomheden Nowocoat at tilbagekalde sit hånddesinfektionsmiddel - som firmaet i går blev påbudt ikke at markedsføre som hidtil - fra forhandlere og forbrugere.
Det sker fordi firmaet endnu ikke har formået at fremlægge tilstrækkelig dokumenation for den påståede effekt.
- Man må ikke lave vildledende markedsføring, og det er virksomhedens eget ansvar at kunne dokumentere det man markedsføre, siger Kim Holm Boesen, kontorchef i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Virksomheden påstår på dunken, at produktet ti sekunder efter påførsel virker desinficerende mod bakterier og vira, og i øvrigt beskytter i fire timer. Det har de ikke kunnet dokumentere, og derfor tilbagekaldes produktet.
Allerede væk fra de fleste supermarkeder
Produktet har dog været omdiskuteret i længere tid, og i går kom Miljøstyrelsen med en indskærpelse om, at NowoCoat ikke måtte markedsføre produktet som hidtil.
Det fik flere supermarkedskæder og forhandlere til at trække produktet tilbage allerede i går.
Salling Group har indtil for en uge siden tilbudt produktet til kunderne ved indgangene i flere af sine Føtex- og Bilkabutikker, men har nu fået en traditionel håndsprit på lager igen. Derfor er NowoCoats produkt blevet skiftet ud.
Rema 1000 bad onsdag sine butikker om at skifte NowoCoats produkt ud med den håndsprit, kæden ligeledes igen har fået på lager.
Hos Dagrofa, der blandt andet driver Meny og Spar, kunne produktet dog også findes i flere af deres supermarkeder og købmænd i dag.
- Vi følger myndighedernes anvisninger, og derfor tager vi det også af hylderne nu, siger en medarbejder i kommunikationsafdelingen hos Dagrofa til TV2 ØSTJYLLAND.
Kritik fra ekspert
En af landets førende eksperter i hospitalshygiejne, Niels Høiby, er en af dem, der har været særligt kritiske over for NowoCoats produkt.
Niels Høiby er tidligere ledende overlæge gennem 32 år på Rigshospitalet. Han har tidligere været ude at advare om produktet.
For når den forhenværende overlæge tjekker ingredienslisten på NowoCoats produkt, der indeholder 0,1 procent propan-2-ol og 0,15 procent didecyldimethylammoniumchlorid, er han nemlig - ligesom Kemikalieinspektionen - ikke overbevist om effekten.
- Det ved vi ikke. Jeg har prøvet at slå det op, og jeg har prøvet at gennemgå litteraturen for at se, om der er noget om det. Men det bliver jo ikke brugt til hånddesinfektion. Det er et desinfektionsmiddel, som bliver brugt på andre områder, men ikke til huddesinfektion overhovedet.
- Selvom jeg har arbejdet med det her i utallige år, så er jeg aldrig stødt på den her kombination, har Niels Høiby tidligere sagt til TV MIDTVEST.